Ingen kære mor - alene i Himalaya

02. april 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Efter første sæson af ”Ingen kære mor” fik TV 2 over 500 henvendelser fra forældre, der har brug for hjælp. Fem danske piger kommer på en ultimativ overlevelsestur i seriens nye sæson.

Kathrine Ø, Simone, Lothar Friis, Kicki, Katrine K og Christine i "Ingen kære mor - alene i Himalaya". (Fotos: Berthel Bo Berthelsen / TV 2)

Lothar Friis er tilbage som mentor for en ny gruppe overforkælede piger på overlevelsestur i anden sæson af "Ingen kære mor" på TV 2, der har premiere tirsdag 10. april. Mens turen sidste år gik til Borneos jungle, skal pigerne denne gang lære at stå på egne ben i de høje Himalaya-bjerge.

Sidste år sendte TV 2 syv piger på tur til Borneos jungle sammen med teamcoach og jægersoldat Lothar Friis. Pigerne, som på ingen måde var vant til at klare sig selv, stod pludselig overfor deres livs største udfordring, men kæmpede bravt og lærte til sidst at klare sig selv.
 
Siden har TV 2 modtaget over 500 henvendelser fra fortvivlede forældre, der alle har brug for hjælp. Fem piger fra Sønderjylland, Aalborg, Helsinge, Hillerød og Kastrup blev udvalgt til turen, der bliver deres livs dannelsesrejse. Sammen med Lothar Friis rejser de til Himalayas bjerge i Nepal, og her vil det vise sig, om det lykkes Lothar Friis at ændre 18 års forkælelse - på bare 18 dage!

Kathrine Ø (18), Christine (17) og Katrine K (20) prøver at finde vej i Kathmandu i "Ingen kære mor - alene i Himalaya".

Første dag i Nepal – og helt alene
Det er med megen kildren i maven, at de fem hold forældre har sagt ja til at sende deres døtre afsted til Himalayas bjerge. Denne imponerende destination med tynd luft, barske levevilkår og flot natur er en meget anderledes verden end de trygge rammer, pigerne er vant til hjemme hos mor og far i civiliserede Danmark.

Under ekstreme forhold skal pigerne lære om livets barske virkelighed på den hårde måde. Der er ingen kære mor, og allerede den første dag er pigerne helt alene. Uden Lothar Friis skal de selv finde frem til deres hotel midt i den kaotiske og forvirrende by Kathmandu. Og det er kun starten på, hvad der venter pigerne i løbet af de 18 dage i Nepal.

Et 5000 meter højt bjerg
Pigernes guide, den tidligere jægersoldat Lothar Friis, kræver, at pigerne giver sig selv 100 procent på turen. Men da det ikke er alle udfordringer, der falder i god jord hos teenage-pigerne, opstår en del konflikter undervejs.

På turen prøver Lothar at opbygge pigernes selvtillid og gøre dem stærkere både mentalt og fysisk. Og de fysiske evner får pigerne især brug for, når de på den sidste del af rejsen skal vandre 26 kilometer gennem en dal og bestige det 5000 meter høje bjerg ”Tsergi Ri” – uden hjælp fra Lothar! Bjerget skal være beviset på, at pigerne er klar til at stå på egne ben, og lykkes det, kan udfordringerne hjemme i Danmark bare komme an.

"Ingen kære mor - alene i Himalaya" har premiere på TV 2 tirsdag 10. april kl. 20.00.

-------------------------

Læs mere "Ingen kære mor - alene i Himalaya" og se flere billeder her.

Se trailer for "Ingen kære mor" her.

Se video om Christine, en af seriens medvirkende her.

--------------

Læs om samme dags premiere på "Stjernerne på slottet" her.

Læs om samme dags premiere på "Eskadrille 722" her.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}