Ibi Støving vender tilbage med boligquiz på TV 2

18. marts 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

"Hvem bor hvor?" skal gættes både til lands og til vands fra 26. marts.

Værten Ibi Støving er på bogstavelig talt gyngende grund i boligquizzens første afsnit, som handler om husbåde i Københavns Havn. Her ses Ibi Støving med den ene ekspert, Mette Lehman. (Fotos: Thomas Ravn / TV 2)

Hvem har fyldt parcelhuset med designermøbler? Hvem har biograf med egen popcornmaskine i kælderen? Og hvem er det, der har udstoppede dyr i stuen?

De spørgsmål svarer TV 2s eksperter på, når Ibi Støving onsdag 26. marts vender tilbage på TV 2 med otte nye afsnit af det populære livsstilsprogram "Hvem bor hvor?".  Her gætter to af Danmarks mest erfarne livsstilseksperter Mette Lehman og Carsten Michelsen hver uge, hvilke beboere der bor i tre forskellige danske hjem.

Fra Esbjerg til Dragør
I år kommer vi næsten hele landet rundt, og gætterierne finder sted både til lands og til vands. I første afsnit gælder det husbåde i Københavns Havn, og derefter rejser trioen ud i landet og besøger Esbjerg, Svendborg, Dragør, herskabslejligheder i København, Lillebælt, Roskilde og Virum.

I hvert lokalområde viser Ibi Støving de to eksperter rundt i tre vidt forskellige hjem. Der får de mulighed for at indsamle viden om de mennesker, der bor i hjemmene, så der bliver kigget i skuffer og skabe, i kældre og på lofter. De vurderer og kommenterer både kunst, indkomst, tøjstil, litteratur, spisevaner og meget mere.

Programmet handler altså ikke kun boligindretning og smag, men i endnu højere grad om de værdier, valg og prioriteter, der gør alle vi danskere forskellige.

Carsten Michelsen er den ene af to eksperter i boligquizzen "Hvem bor hvor?" - her sammen med programmets vært Ibi Støving.

Gæt med hjemmefra på tv2.dk
Sidst i hvert program bliver de to eksperter præsenteret for en række beboere, som de skal matche med de boliger, de har besøgt i programmet.

Her finder vi hver uge en vinder i den venskabelige konkurrence mellem Mette og Carsten. Seerne kan hjemmefra gætte med på tv2.dk.

To, der kender danskerne
Mette Lehman er en af Danmarks mest erfarne reklamefolk. Hun har gennem de sidste 25 år arbejdet for en lang række store bureauer, og hun har været idékvinde på et utal af store reklamekampagner.

Carsten Michelsen har også sat den danske folkesjæl under lup i mange år og har arbejdet som kreativ direktør på et af Danmarks største reklamebureauer. Siden sidste sæson af "Hvem bor hvor?" har han startet egen virksomhed.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}