Hvad får du for pengene, når du vælger danske eller østeuropæiske håndværkere?

Ni fastmonterede robotkameraer følger håndværkernes mindste bevægelse. (Fotos: Peter Kjeldsen / STV Production / TV 2)

Ni fastmonterede robotkameraer følger håndværkernes mindste bevægelse. (Fotos: Peter Kjeldsen / STV Production / TV 2)

04. januar 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 undersøger i et nyt socialt eksperiment, hvad forskellen er på dansk og østeuropæisk arbejdskraft.

Hvem er de bedste: Danske eller østeuropæiske håndværkere? Vi har sikkert alle fordomme om håndværkere; hvem er de billigste, de mest effektive eller dem med de bedste arbejdsvilkår - og hvem der giver den bedste oplevelse for kunden?

I TV 2s nye serie 'Danmark mod Østeuropa' tager vi over to programmer livtag med de spørgsmål og fordomme, som den almindelige dansker slås med, og som vil få betydning for det arbejdsmarked, vi kommer til at se i fremtidens Danmark.

Programmerne sendes på TV 2 torsdag 12. januar og torsdag 19. januar klokken 20.00.

Præcis den samme opgave
I programmerne sættes henholdsvis et dansk og et østeuropæisk håndværkerfirma til at udføre præcis den samme opgave for en kunde. De ved, at de er med i et eksperiment, og at de bliver sammenlignet, men hvad de ikke ved, er, at det andet hold også laver opgaven, og at det er danskere og østeuropæere, der bliver sammenlignet i eksperimentet.

Først løser et firma opgaven. Herefter fjernes deres arbejde igen. Så løser et andet firma den præcis samme opgave. Til slut sammenlignes de to holds arbejde, og det afsløres for håndværkerne, hvordan de har klaret sig. Arbejdet bedømmes på en række parametre: Hvem leverer den bedste kvalitet, hvem foretrækker kunden at have gående i sit hjem, hvem har det bedste arbejdsmiljø, hvem er mest effektiv, og hvem er billigst?

Ni robotkameraer følger håndværkernes mindste bevægelse
For at håndværkerne ikke bliver forstyrret i deres daglige arbejde og kan opføre sig så naturligt som muligt, er der på hvert byggeri ni fastmonterede robotkameraer, som fanger hvert sekund af håndværkernes arbejde.

Alvorlige fejl og store forskelle
I første afsnit står et dansk byggefirma over for et danskejet byggefirma, som udelukkende benytter polsk arbejdskraft. De får begge til opgave at bygge et nyt tag på et hus i Hvalsø for en kunde. Men det går ikke som håbet for nogen af holdene, og alvorlige byggefejl, misforståelser og en arbejdsulykke udfordrer arbejdet.

I det andet afsnit, som sendes torsdag 19. januar, står et lettisk sjak overfor et dansk firma. Begge hold skal lægge et nyt gulv hos en kunde i Greve. De to firmaer går meget forskelligt til arbejdet - og til kommunikationen med kunden.

Håndværkeren René Skjoldborg, der benytter polsk arbejdskraft, besøger kunden Lene Scherfig, der skal have lavet sit tag.

Hvem er bedst?
Bedømmelsen af håndværkernes resultat står de erfarne skuemestre Ole Eichen og Henrik Pedersen for. De er begge censorer ved tømreruddannelsen. Skuemestrene bedømmer arbejdet og uddeler karakterer til håndværkerne uden at vide, hvem der har lavet det - og ikke alle består. Kunderne bliver også bedt om at bedømme samarbejdet med håndværkerne, som ikke altid er lige godt.

Hvilken håndværker skal jeg vælge næste gang?
Programmerne kan med kun fire medvirkende firmaer ikke sige noget generelt om hverken danske eller østeuropæiske håndværkere, men har som mål at perspektivere diskussionen om østeuropæisk arbejdskraft og se på de vilkår, som danske og østeuropæiske håndværkere arbejder under. Programmerne hjælper også forbrugeren med at træffe et mere kvalificeret valg næste gang, der er brug for en håndværker, ved at belyse nogle af de afgørende forskelle.

Tilbage står spørgsmålet: Hvem vil du vælge næste gang, du har brug for håndværkere? Bliv klædt på til at svare på det spørgsmål, når vi sætter tingene på spidsen i ’Danmark mod Østeuropa’. 

Efter programmet 12. januar vil der være debat om fremtidens arbejdsmarked på TV 2 NEWS. I debatten møder håndværksmesteren René Skjoldborg fra TV 2-dokumentaren bl.a. Mathias Tesfaye fra Socialdemokraterne.

'Danmark mod Østeuropa' er produceret af STV Production med støtte fra Public Service Puljen.

Billede {0} af {1}