Hotte musiknavne til Zulu Awards

23. februar 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Når Zulu Awards ’09 slår dørene op til årets fest onsdag 4. marts i FORUM, bliver det med nogle af de hotteste aktuelle musiknavne. Soundgardens Chris Cornell, Jokeren feat. Blæs Bukki og Carpark North er blot nogle af dem, der vil trykke den af på scenen til Danmarks største awardshow.

Jokeren feat. Blæs Bukki, Soundgardens Chris Cornell og Carpark North er blandt dem, der trykker den af til årets Zulu Awards 4. marts.

Onsdag 4. marts uddeler TV 2 Zulu de eftertragtede Zulu-statuetter og kårer de største danske stjerner indenfor kategorierne musik, film, tv, radio, reklame, sport og comedy.

På scenen er den prisvindende Soundgarden-stjerne Chris Cornell, Jokeren feat. Blæs Bukki, Carpark North, Sys Bjerre, Sanne Salomonsen, det amerikanske teenageikon Akon og den nye danske dancediva Medina klar til at give den max gas.

Seernes egen fest
Zulu Awards er seernes fest, og billetsalget er allerede i fuld gang på billetnet.dk. På zulu.dk kan man stemme på dem, man mener bør vinde dette års Zulu Awards. Lørdag 7. marts kan seerne nyde hele showet hjemme foran tv-skærmen – og Zulu er pavestolt over at vores stjernespækkede prisfest er vokset ud over sine egne grænser og igen i år sendes på den store kanal, TV 2.

Stjernedrys på den røde løber
Før selve prisuddelingen står Julie Ølgaard og Pelle Hvenegaard klar på den røde løber, hvor de vil interviewe de nominerede om tøjvalg, takketaler og tårnhøje forventninger.

Blandt de optrædende er bl.a:

Chris Cornell: Sidst man hørte fra den prisvindende rockmusiker og tidligere Soundgarden-forsanger var med titelnummeret ”You Know my Name” til James Bond-filmen ”Casino Royale”. Nu er Chris Cornell tilbage som soloartist med en helt ny lyd i samarbejde med stjerneproduceren Timbaland.

Jokeren feat. Blæs Bukki: Med albummet “Den tørstige digter”, som udkommer 2. marts, åbner Jokeren op for en mere eftertænksom side af sig selv. Nummeret ”Gå væk” med Blæs Bukki er bl.a. et tilbageblik på de to unge rapperes tid i L.A, som blev startskuddet til dansk hiphops gennembrud.

Carpark North: Danmarks største elektro-rock band har høstet spandevis af danske priser og stor international anerkendelse, siden de tre århusianske drenge staretede i 1999 – og nu trykker de den af til Zulu Awards.

Sys Bjerre: Søde, sjove Søs Bjerre lagde Danmark ned med hittet ”Malene” sidste sommer, og nu har den spøjse rødhårede pop-prinsesse fået dobbeltplatin for sit debutalbum med over 60.000 solgte albums.

Sanne Salomonsen: Danmarks ultimative rock-mama har været med på den danske musikscene i flere årtier og er i øjeblikket rygende aktuel med den populære single ”Taxa”. D. 9. marts udkommer Sannes 13. studiealbum ”Unico”, hendes første dansksprogede album i 12 år. 

Medina: Den nye danske dancediva Medina blander bløde Rn’B beats med elektroniske dance-rytmer og hitter med nummeret ”Kun for Mig”, som hun netop har fået en platinplade for med 15.000 solgte digitale singler.

Akon: Det amerikanske/senegalesiske popidol Akon har med sin fløjlsbløde vestafrikanske soul-vokal formået at smelte pigehjerter over hele kloden og arbejder bl.a. sammen med megastjerner som Wyclef Jean og Lil Wayne.

Læs mere om Zulu Awards ’09 på zulu.dk og stem på de nominerede indenfor kategorierne musik, film, tv, radio, reklame og comedy.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}