Hjemme fra de fjerne kyster

17. september 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Mikkel Beha Erichsen er tilbage i Danmark og på 'Go' morgen Danmark' efter knap to måneder i Stillehavet med familien, hvor optagelserne til anden sæson af 'Kurs mod fjerne kyster' er i hus.

Seerne kan nu glæde sig til sæson 2, hvor Mikkel Beha Erichsen og hans familie sætter kursen mod nye fjerne kyster. (Foto: Hannelore Dörner / TV 2)

Bølgeskum, saltvand og eventyr - og en skøn familie med far Mikkel, mor Marian og drengene Emil, Theis og Alfred.

Det var opskriften på første sæson af 'Kurs mod fjerne kyster', der gik rent ind hos seerne i foråret 2014. Med den højeste vurdering nogensinde til en TV 2-serie kunne 'Kurs mod fjerne kyster' uden omsvøb kaldes for en succes - og der rejste sig samtidig et folkekrav på Facebook om en sæson 2. Dén kan seerne nu glæde sig til, for i 2015 er Mikkel Beha Erichsen og hans familie tilbage på TV 2.

- Det har været helt fantastisk igen at være sammen med familien. Denne gang bruger vi i en del tid under vandet, og jeg tror ikke, jeg lyver, når jeg siger, at vi nok har fået nogle af de bedste danske tv-optagelser i hus fra Fransk Polynesien og livet under vandet i et område, der heldigvis ikke er så hårdt ramt af forurening, som mange andre steder i verden, fortæller Mikkel Beha Erichsen.

Og netop Fransk Polynesien har en helt særlig betydning for Mikkel. Her sejlede han som barn med sin far, og det er første gang, Mikkel er tilbage med sejlbåd - og ikke mindst med sin familie:

- Fransk Polynesien er noget af det bedste og smukkeste, jeg husker fra min barndom på vandet, og jeg var begejstret for at vende tilbage og havde også sat familiens forventninger op. Heldigvis levede det fuldstændigt op til det, vi gik og forestillede os på de mørke vinteraftener hjemme i Danmark med det ene postkort-lignende sted efter det andet, siger Mikkel Beha Erichsen, der sidst satte sejl i Fransk Polynesien i 1976.

I den kommende sæson går familien Beha Erichsen bl.a. i land på Galapagos-øerne, hvor enestående naturoplevelser venter. (Foto: Finn Hagemann / TV 2)

Rammer noget i os alle
Familien sejler ud fra hovedstaden Papeete på Tahiti, sætter kurs mod Moorea og videre mod Tuamotu-atollerne og Fakarava. Der bliver fortalt, forklaret og ikke mindst dykket med hajer lige dér, hvor verdens største koncentration af hajer formentlig findes, og familien kommer helt tæt på nogle af havets fantastiske skabninger, ligesom seerne igen kommer tæt på familien, der har valgt det simple liv på landjorden for at kunne leve deres drømme ud på havet.

- Det er en fornøjelse at kunne bekræfte, at vi igen i 2015 kan hoppe ombord på 'Havana' og tage med til de fjerne kyster, siger TV 2-redaktør Mikkel Dyrting og fortsætter:

- Seernes modtagelse af programserien i foråret var overvældende, og den enorme involvering på Facebook viser, at Mikkel rammer noget i os alle. Vi er derfor også lykkelige for, at Mikkel og hans familie har sagt ja til at lade os være med på nye eventyr.

Overvældende engagement på Facebook
Samtidig med programmerne på tv vil det på Facebook også være muligt at følge familiens rejse - noget, som rigtigt mange valgte at gøre i første sæson. Takket være de mange fortsat engagerede fans stiger fanbasen stadig støt, og de mange fans skal ikke være bange for, at de bliver glemt i anden sæson, siger TV 2s marketingchef, Morten Kjær Petersen:

- Vi ved, hvor meget det betyder for fans at få endnu mere indhold, og det får vi også til i den nye sæson, så vi fortsætter succesen med at dele bidder fra programmet, poste tankevækkende citater fra Mikkel Beha Erichsen og familie samt opfordre brugerne til at dele egne historier. Vi må heller ikke glemme de rå og uredigerede rejsebeskrivelser fra Emil og besætning, som løbende opdaterer fra fjerne kyster. De går som varmt brød og tilføjer programmet en vinkel og en historie, som ikke kan fås andre steder end på de sociale medier, siger Morten Kjær Petersen.

-------------------

Efter offentliggørelsen på Facebook mandag 15. september af sæson 2 af 'Kurs mod fjerne kyster" har programmets Facebook-site på to dage fået mere end 5000 nye fans.

Følg 'Kurs mod fjerne kyster' på Facebook her.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}