Historisk drama på TV 2

11. december 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 præsenterer mellem jul og nytår danskerne for sin første historiske serie med Andersens badehotel som ramme.

Ole Thestrup som Julius Andersen og Bodil Jørgensen som Molly Andersen i "Badehotellet". (Fotos: Mike Kollöffel / TV 2)

Mellem jul og nytår kan danskerne glæde sig til sol og sommerstemning, når TV 2s nye tv-serie "Badehotellet" får premiere. Det sker mandag 30. december kl. 20.00, og TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard, ser frem til premieren.

- Danske dramaserier betyder meget for TV 2, fordi de betyder meget for vores seere. Vi har netop afsluttet en dejlig sæson i selskab med ”Rita”, som var en moderne historie om en uortodoks  folkeskolelærer. Nu giver vi drama-elskerne et helt anderledes tilbud og rykker handlingen tilbage til 1920erne og ud i klitterne ved Vesterhavet. ”Badehotellet” er TV 2s første historiske serie med Andersens badehotel som ramme for en fantastisk historie om herskab og tjenestefolk, kvindefrigørelse og lurende krise, siger Lotte Lindegaard.

Se trailer for ”Badehotellet” her.

Læs om samarbejde om "Badehotellet" med Arbejdernes Landsbank her.

Det er sommeren 1928, og hotelejer Julius Andersen og hans hårdtarbejdende personale slår dørene op til en ny sæson på det lille badehotel. Den unge stuepige Fie har sin første sæson på hotellet, og for hende bliver det også mødet med en helt ny verden, når de rige stamgæster fra København rykker ind.

I de gennemgående roller møder vi blandt andre Rosalinde Mynster, Amalie Dollerup, Morten Hemmingsen, Ole Thestrup, Bodil Jørgensen, Peter Hesse Overgaard, Cecilie Stenspil, Lars Ranthe, Anne Louise Hassing, Jens Jacob Tychsen, Neel Rønholt, Bjarne Henriksen, Anette Støvelbæk, Birthe Neumann og Martin Buch.

Peter Hesse Overgaard som Hjalmar Aurland og Cecilie Stenspil som Helene Aurland.

Bag serien står forfatterparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, som tidligere har skabt serier som "Krøniken" og "Lykke".

- Det er svært ikke at juble, når Danmarks ubetinget mest rutinerede forfattere kommer med deres drømmeprojekt. Sådan var det med Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, da de præsenterede "Badehotellet". Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var noget, TV 2 skulle dele med danskerne. Stig og Hanna har skabt en skøn fortælling, der med sin historiske ramme viser Danmark i en brydningstid. En fortælling, der fortjener sin egen tv-serie. Den er originalt skrevet, skabt af hjerteblod kombineret med forfatternes store erfaring. Fra første dag har det været en kæmpe fornøjelse at følge det engagement, som fra alle sider er lagt i arbejdet med at realisere projektet, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang.

"Badehotellet" produceres for TV 2 af SF FILM PRODUCTION i co-produktion med Nitrat Film og Thorsboe & Lundblad og med støtte fra Public Service Puljen, Arbejdernes Landsbank og Nordisk Film & TV Fond.

Læs mere om og se flere billeder fra ”Badehotellet” her.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}