Hemmelige millionærer vender tilbage

15. oktober 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

De hemmelige, gavmilde millionærer vender torsdag 16. oktober tilbage til de mennesker, de hjalp i TV 2s programserie "Den hemmelige millionær".

Millionær Jens Alminde tager tilbage til Sydhavnen for at møde Helen, der er social vicevært.

I en række programmer i foråret og efteråret gjorde TV 2 forsøget med at sende en række millionærer undercover i det fattigste Danmark, så de kunne gøre en forskel ved at belønne ildsjæle for deres indsats.

Det gav anledning til en masse glæde, tårer og krammere, men hvad er der sket, siden de - i første omgang anonyme millionærer - tog hjem, og kameraerne slukkede? Har pengene gjort en forskel, og er der opstået nye og varige venskaber?

I programmet "Den hemmelige millionær Special", der sendes torsdag 16. oktober kl. 20.00, kan seerne igen møde fem af de glade givere. Millionærerne Lars-Christian Brask, Per Wimmer, Per Andersen, Mogens Nørgaard og Jens Almind vender tilbage til "åstedet" og ser, hvordan det er gået med deres gavmilde donationer på tilsammen 3,5 millioner kroner.

Fredes Farm tager form
Lars-Christian Brask, der er bankdirektør og multimillionær, lagde livet på første klasse på hylden og levede i ti dage som arbejdsløs tilflytter i Randers. Her mødte han ildsjælen Gotfred, der drømte om at omdanne en del af sit nedlagte landbrug uden for Randers til et dagtilbud til utilpassede børn og unge.

Stedet skal hedde "Fredes Farm", og nu vender Lars-Christian tilbage til Gotfred, som han faktisk er blevet rigtig gode venner med, for at se, hvor langt "Fredes Farm" er nået.

Fra Paris til Korsør
Seerne følger også 53-årige Per Andersen, pilot, forretningsmand og ikke mindst multimillionær, der parkerede sin Aston Martin og flyttede fra Paris til Korsør. Her mødte han blandt andre Laila, alenemor med Tim på ti år, som aldrig har gennemført en uddannelse. Per Andersen hjalp Laila på vej med en god portion penge - og nu vender han tilbage.

En tur til Bornholm
Se også hvordan det går, når it-millionæren Mogens Nørgaard, der donerede 125.000 kroner til Krisecentret for mænd i Horsens, møder de glade modtagere, og hvad godt Jens Almindes donationer gjorde, da han gav en check til en flok pensionister og deres sociale vicevært i ældreboligerne Engholm Nord.

Undercover i Nakskov
Endelig skal vi se, hvordan det er gået den frivillige formidling "Kontakten" i Nakskov, der primært beskæftiger sig med ældre. Lederen af "Kontakten" hedder Inge, og hun måtte sætte sig ned, da den hemmelige millionær Per Wimmer afslørede sin sande identitet og overrakte hende en check på 150.000 kroner.

Hun kan stadig ikke helt forstå, hvordan han kunne "snyde" hende, men det ændrer ikke ved hendes glæde og taknemmelighed, da hun igen møder multimillionæren og bankejeren, som for en stund forlod sit luksusliv i London for at gå undercover og sprede glæde i Nakskov.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}