Håndboldpokalfinaler på TV 2

22. december 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

Lørdag 27. december skal håndboldens pokalfinaler afgøres. Begge finaler har klare favoritter, men overraskelserne ligger på lur, når TV 2 sender begge kampe fra klokken 14.05.

Kasper Jørgensen skal forsøge at sikre GOG mændene pokalfinale.

Det foregår i NRGi Arena i Århus, TV 2 sender naturligvis kampene direkte, Viborg og KIF Vejen mødes hos kvinderne, mens GOG og Team Tvis mødes hos mændene. De ting er givet, men så heller ikke mere, for det er som bekendt i pokalfinaler, at alt kan ske.

Hvad der sker, når sæsonens bedste og sæsonens positive overraskelse, Viborg og KIF Vejen, står over for hinanden i kvindernes pokalfinale, kan man se lørdag 27. december fra klokken 14.15 på TV 2.

De danske mestre og pokalmestre fra Viborg har fejet al modstand af banen hidtil i sæsonen, og det er svært at forestille sig, at KIF Vejen for alvor skal kunne true dem. Men det er pokalfinalen, der traditionelt byder på både tætte opgør og overraskelser, og så kan KIF Vejen hente en masse selvtillid i en flot sæson hidtil - kulminerende, da de sikrede sig pladsen i pokalfinalen ved at slå Ikast i semifinalen.

Hos mændene er håndboldherrerne fra GOG favoritter, når pokalfinalen skal afgøres - ikke mindst med den forrygende semifinalesejr over Bjerringbro i hukommelsen.

Men pokalfinaler har noget magisk og overraskende over sig, og der er ingen tvivl om, at Team Tvis vil yde absolut kvalificeret modstand til sidste fløjt - og de to holds indbyrdes kamp i turneringen endte da også 24-24.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}