Håndboldherrerne er et seerhit

27. januar 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

1.631.000 danskere fulgte EM-dramaet mod Norge, som foreløbig er den mest sete kamp under den igangværende slutrunde. Tæt på to millioner så slutminutterne.


Danskerne er vilde med de danske håndboldherrer. Det viser seertallene fra de to mellemrundekampe mod Rusland og Norge.

1.631.000 danskere så det tætpakkede drama mod Norge, 1.708.000 fulgte gennemsnitligt med i 2. halvleg, og 1.919.000 så med i slutminutterne, da Kasper Hvidt reddede straffekastet i den ene ende, og Anders Eggert scorede på straffekastet i den anden ende.

Dermed er det nordiske drama den mest sete kamp under EM-slutrunden, mens sejren over Rusland med 1.578.000 seere indtager andenpladsen. Lørdagens nederlag til Island blev set af 1.457.000 og er dermed den tredjemest sete.

Sammenligner man med VM sidste år er seertallene på niveau - eller lige en snert over. De tre mellemrundekampe ved VM havde gennemsnitligt 1.547.000 seere, mens de foreløbig to mellemrundekampe ved EM har haft 1.606.000 seere.

I alt blev VM-kampene for et år siden set af 1.406.000 danskere, mens de fem EM-kampe har haft 1.465.000 seere.

De mest sete kampe under VM sidste år ligger dog lige lidt højere end EM-kampene mod Norge og Rusland. Mest sete kamp under sidste års VM-slutrunde var den meget afgørende mellemrundekamp mod Makedonien, som blev set af 1.687.000, mens semifinalen mod Frankrig blev set af 1.587.000.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}