Håndboldfest på TV 2

03. november 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Lørdag 6. november blænder TV 2 traditionen tro op for ”HåndboldMatchen”. På lørdag med et dobbeltarrangement i Messecenter Herning, hvor 12.000 billetter er revet væk. En håndboldinteresse, som også kan mærkes på TV 2.

Seerne - og de 12.000 tilskuere i Messecenter Herning - kan blandt andet opleve landsholdsspilleren Mikkel Hansen på lørdag.


At håndboldinteressen er stor i Danmark – ja, nærmest kolossal – bliver synliggjort, når TV 2 på lørdag viser ”HåndboldMatchen” fra Messecenter Herning. Mere end 12.000 tilskuere er på plads til dobbeltarrangementet med fire af de bedste hold i den danske herreliga.

Fra kl. 14.10 kan seerne følge mestrene fra AaB mod sæsonens største positive overraskelse, Skjern, mens kampen kl. 16.10 er et nærmest statsgaranteret håndboldbrag mellem topholdet, AG København, og Bjerringbro-Silkeborg, der trods en lidt slingrende sæsonstart er blandt de absolutte førsteudfordrere til AG København. Kampene bindes sammen af studievært Stine Jørgensen, mens Thomas Kristensen kommenterer de to kampe med forskellige eksperter ved sin side – først Bent Nyegaard og derefter den tidligere landsholdsspiller Jesper Jensen.

Historien om Jesper Jensen er i øvrigt ganske bemærkelsesværdig, idet han først spiller for Skjern mod AaB, hvorefter han efter et hurtigt bad er på plads ved siden af Thomas Kristensen i kommentatorboksen.

Stigende seertal
Det udsolgte Messecenter Herning er udtryk for en imponerende håndboldinteresse, som seertallene på TV 2 også viser, når man sammenligner tallene for september og oktober i år med samme måneder sidste år – og specielt, når man kigger på herreligaen, hvor den nye håndboldfusion i København, AG København, har øget interessen.

Sidste år havde ”HåndboldMatchen” gennemsnitligt 213.000 seere, mens kampene i efteråret 2010 har haft 243.000 seere. Og kigger man specifikt på herrekampene, er seertallene steget 14 procent til 261.000. Kigger man på højeste seertal til en enkelt kamp, var det 291.000 i de pågældende måneder sidste år, mens tre kampe i efteråret har haft mere end 300.000 seere – topscoreren blev set af 382.000.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}