'Guds bedste børn' - ny TV 2-dokumentar

Den danske prædikant Torben Søndergaard har titusindvis af følgere over hele verden. Han siger, at han ikke er som de andre prædikanter, der er blevet kritiseret og dømt for overgreb. (Fotos: TV 2)

Hvad foregår der i radikale kristne miljøer i Danmark? Det ser TV 2 nærmere på i tre dokumentarer med titlen ’Guds bedste børn’ - premiere onsdag 2. januar 2019.

I ly af gode hensigter foregår der overgreb, misbrug og udnyttelse af børn, unge og voksne i danske frikirker. Det fortæller en række ofre og tidligere medlemmer af radikale kristne bevægelser i Danmark, der står frem i ny TV 2-dokumentar, der har premiere 2. januar 2019 på TV 2 og TV 2 PLAY.

'Guds bedste børn' undersøger det radikale kristne frikirke-miljø i Danmark. Vi møder en række tidligere medlemmer fra Faderhuset, Evangelist og Byens Kirke. De fortæller om en lukket verden med ånder, kvaksalveri og dæmonuddrivelser. Med børn og unge, der bliver krænket.

Meget tyder på, at bevægelserne fortsætter, at nye frikirker bliver født, og at kritisable forhold gentager sig. Har myndighederne overset de radikale kristne bevægelser, bare fordi de kalder sig kristne?

Populær på de sociale medier
TV 2 Dokumentar følger den nye store kristne stjerne Torben Søndergaard fra The Last Reformation. 100.000 følger ham på Facebook, og otte millioner har set hans YouTube-videoer. Vi følger ham i Nordjylland og på rejse til London, hvor han udbreder sin tro.

I 'Guds bedste børn' møder vi en pige, der forsøgte at få prædikant Christian Laursen fra Byens Kirke i Silkeborg afsløret. Han misbrugte en gruppe unge seksuelt i seks år og blev dømt tre et halvt års fængsel. Vi møder også en kvinde, der har oplevet, at prædikant Moses Hansen misbrugte sin magt.

TV 2 Dokumentar finder 13 børn, der opholder sig skjult i skovene i Tjekkiet.

Eksisterer Faderhuset stadig?
Vi møder tidligere medlemmer af Faderhuset, som er overbeviste om, at Ruth Kristiansen fortsat er aktiv. Hun sagde i 2013, at Faderhuset var lukket. Ruth Kristiansen og Faderhuset er tidligere blevet stærkt kritiseret for at misbruge og styre medlemmernes liv.

TV 2 Dokumentar afdækker, at 13 børn fra familier, hvoraf flere har været tilknyttet Faderhuset, er blevet flyttet til udlandet, efter at myndighederne i 2016 lovede at føre mere tilsyn. Vi opsøger en adresse i Tjekkiet, hvor børnene ifølge deres familier skulle være. Men der er ingen børn, og vi finder børnene et andet sted på en ukendt adresse i de tjekkiske bjerge.

Bente Boserup fra Børns Vilkår er dybt bekymret for børnene i de radikale kristne miljøer.

- De går ikke til spejder, fodbold eller til svømning, og de har ikke legekammerater. Så hvem skal opdage, hvis de her børn ikke trives? Hvem skal opdage, hvis et barn er ved at bryde fuldstændig sammen af angst? Det er et stort problem, fordi vi som samfund har et ansvar for at passe på alle børn, der bor i Danmark. 

Psykolog Susanne Benderfeldt advarer mod de radikale kristne prædikanter og betegner Torben Søndergaard som farlig.

- Han har en ubegribeligt stor magt over folk. Der er tydeligvis et marked for sådan én som ham. I hele verden. Folk længes efter sådan én, der kommer og siger, at nu skal du bare fralægge dig alt ansvar og lytte til mig. Så kører det med mig og Jesus, siger Susanne Benderfeldt.

'Guds bedste børn' er produceret med støtte fra Public Service Puljen.

Programmerne sendes på TV 2 og TV 2 PLAY fra 2. januar klokken 21.05 og de efterfølgende to onsdage.

Se trailer for første afsnit af 'Guds bedste børn' herunder.