Grundpakkekunderne bliver hos TV 2

30. november 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Alle distributører og stort set alle antenneforeninger fastholder TV 2s hovedkanal i alle tv-pakker.

Salgsdirektør Alexander Nørgaard-Madsen, TV 2|KanalSalg.

Efter at Danmarks næststørste antenneforening i Aalborg og Nørresundby (ANTV) har meddelt, at TV 2s hovedkanal også bliver i grundpakken i det nordjyske, er ”slaget om grundpakkerne” afgjort.

Vinderne blev grundpakkekunderne, som i stort set alle antenneforeninger beholder TV 2 i deres pakke – og dermed får TV 2 for typisk 12-14 kroner om måneden inklusive moms.

Hos nogle foreninger er beslutningen om TV 2 i grundpakken taget af medlemmerne på generalforsamlinger. Nogle steder har bestyrelser gennemført brugerafstemninger eller telefonopkald til et udvalg af grundpakkekunderne. Andre foreninger valgt TV 2 i grundpakken frem til den endelige beslutning ved forårets generalforsamlinger.

- Mange foreninger har været i tvivl. På den ene side ønsker de den billigst mulige grundpakke uden betalingskanaler, og på den anden side ved de, at TV 2 er speciel og unik, og at kanalen naturligt hører hjemme i en grundpakke, siger salgsdirektør Alexander Nørgaard-Madsen, TV 2|KanalSalg, og fortsætter:

- Analyser viser, at grundpakkekunderne bruger op imod halvdelen af deres tv-tid på TV 2, og foreningerne har erkendt, at en grundpakke ikke giver mening, hvis man fjerner den klart mest sete kanal fra grundpakken.

TV 2|KanalSalg har i dialogen med antenneforeningerne understreget, at det er foreningerne selv, der beslutter TV 2s placering. TV 2 har samtidig givet foreningerne fakta og statistik om tv-forbruget blandt seergrupper med forskellige tv-pakker.

Samtidig med at TV 2 bliver en betalingskanal, tilbyder TV 2 samtidig distributører og kunder at modtage TV 2s HD-kanal, som bl.a. vi sende masser af sport i HD i 2012.


Beskedne prisstigninger på grundpakkerne
Alexander Nørgaard-Madsen konstaterer samtidig, at antenneforeningerne – og for den sags skyld også andre tv-leverandører – nøjes med at hæve deres grundpakkepriser med betalingen til TV 2 og stort set ikke har lagt avance på TV 2-betalingen.

Med en pris på 10 kroner pr. måned til TV 2, moms på 2,50 kroner og eventuelt lidt rettighedsbetaling ville den forventelige prisstigning på en grundpakke være cirka 13 kroner om måneden på grund af betalingen til TV 2.

- Det er også det niveau, som en del antenneforeninger og distributører har lagt sig på. Vi kan dog også se, at andre foreninger og distributører har formået at holde prisforhøjelsen endnu lavere – helt ned til 7,50 kroner om måneden inklusive moms. På den måde har nogle foreninger brugt driftsbesparelser til at sikre, at TV 2-betalingen ikke slår fuldt ud for grundpakkekunderne. Det glæder os naturligvis, at det har kunnet lade sig gøre, siger Alexander Nørgaard-Madsen.

Når priserne i nogle mellempakker og fuldpakker er steget med mere end 13 kroner om måneden, skyldes det ikke TV 2-betalingen. Det skyldes derimod prisforhøjelse på andre kanaler og generelle omkostninger, som er steget.

Blandt de 200 største antenneforeninger – dvs. foreninger med over 500 medlemmer – er der kun et par mindre foreninger, som ser ud til at flytte TV 2 til mellempakken, indtil sagen diskuteres på en kommende generalforsamling.

Det betyder, at grundpakkekunderne i disse få foreninger tvinges op i en mellempakke eller fuldpakke eller til en settopboks-løsning – og dermed en ekstraudgift på 50-200 kroner om måneden - for at se TV 2 efter 11. januar 2012.

----------


Læs flere nyheder om TV 2s abonnementsbetaling her.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}