God start til det nye ”Go’ morgen Danmark”

21. januar 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Nyt studie, en drejning i indholdet samt en kombination af to velkendte og to nye værter. Det er den forfriskende fornyelse af ”Go’ morgen Danmark”, som har betydet, at 20 procent flere danskere har set med i starten af 2009.

De fire "Go' morgen Danmark"-værter, Kamilla Walsøe, Anders Breinholt, Cecilie Frøkjær og Morten Resen.

Danskerne er enige i sloganet ”En go' morgen starter på TV 2”. Det viser seertallene for det nye ”Go’ morgen Danmark”, som danskerne har kunnet se siden mandag 5. januar.

I hvert fald viser Gallups seertal for de første to uger, at der er omkring 20 procent flere, der finder vej til ”Go’ morgen Danmark” efter fornyelsen i forhold til de samme uger i 2008.

De tal glæder TV 2s programchef.

- Seertallene skal vi selvfølgelig glæde os over. Det viser, at vi har fat i noget rigtigt, og så håber vi bare, at det bliver ved. Vi går i hvert fald fortsat ydmygt og respektfuldt til opgaven med at forny ”Go’ morgen Danmark”, siger Keld Reinicke og tilføjer:

- Vi synes, det nye morgen-tv er en forfriskende fornyelse af et program, vi i øvrigt har været rigtigt glade for de seneste 12 år. For os handler det om at ramme en balance, hvor de, der elsker deres morgen-tv, som det er, stadig har lyst til at være med, og hvor vi samtidig byder nye seere velkommen.

Fornyelse er både sket via et nyt studie, en bevidst redaktionel drejning i stofudvælgelsen og en kombination af to velkendte og to nye værter. Den fornyelse er der ugentlig 1,2 millioner danskere, der ser, mens man dagligt er i kontakt med 625.000.

- Forandring kan være svær - især når det gælder den gode vane, det er blevet for rigtigt mange danskere at se ”Go’ morgen Danmark”, siger Keld Reinicke og tilføjer:

- Forandringen er ikke desto mindre nødvendig i vores øjne, hvis programmet skal udvikle sig. Vi vil gerne have, at også moderne børnefamilier, par, singler og nye seere i det hele taget i endnu højere grad med det nye ”Go’ morgen Danmark” både kan føle sig opdaterede, inspirerede og løftede, når de træder ud af døren om morgenen.

Det nye "Go' morgen Danmark" bliver sendt mandag til fredag fra klokken 6.30 til klokken 9.00.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}