Forrygende danseunderholdning på TV 2

15. april 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

Der er lagt op til både dans og underholdning i verdensklasse, når TV 2 lørdag 18. april sender direkte fra EM i latin for professionelle. The Antonelli Orchestra leverer de skønne latinrytmer, de fire ”Vild med Dans”-dommerne er på plads i ekspertpanelet, og aftenens to værter, Andrea Elisabeth Rudolph og Morten Ankerdal, er klar til at guide seerne igennem et forrygende show, når Europas dygtigste dansere går på gulvet i NRGi Arena i Århus.

Andrea Elisabeth Rudolph og Morten Ankerdal er værter, når TV 2 lørdag 18. april sender "Vild med latindans".

Danskerne er vilde med dans. Det bliver understreget hver gang, TV 2 sender Danmarks modigste dansere på gulvet i ”Vild med dans”. Lørdag 18. april er standarddansene sorteret fra, og Danmarks modigste dansere er skiftet ud med Europas dygtigste dansere, men underholdningen er stadig helt i top, når TV 2 sender ”Vild med latindans” fra klokken 20.40.

- På TV 2|SPORTEN vil vi rigtig gerne afsøge og udfordre grænserne mellem sport og underholdning. Vi vil gerne blande det bedste fra sportens verden med det bedste fra underholdningens verden, og det er "Vild med latindans" et rigtigt godt eksempel på, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og tilføjer:

- TV 2 er Danmarks største fællesskab, og den position skal TV 2|SPORTEN være med til at styrke. Nu serverer vi et professionel dansemesterskab på en ny og underholdende måde, og jeg håber, at rigtigt mange danskere vil nyde det forrygende danseshow på lørdag.

I forgrunden står værterne Andrea Elisabeth Rudolph og Morten Ankerdal klar til at guide seerne gennem aftenen. Andrea Elisabeth Rudolph har masser af danseerfaring fra ”Vild med dans”, mens Morten Ankerdal blandt andet var med på sidelinien, da Allan Tornsberg og Vibeke Toft i 1992 vandt VM i latin. De to værter ser frem til en storslået aften og mener, at seerne roligt kan gøre det samme.

- Jeg forventer mig en fest af de helt store, og jeg glæder mig helt utrolig meget til at nyde Europas dygtigste og bedste latindansere. Det bliver et overvældende show med både dans, musik, følelser, spænding og ikke mindst konkurrence, siger Andrea Elisabeth Rudolph, og Morten Ankerdal tilføjer:

- Jeg har aldrig danset, men er vild med dans både som fredagsunderholdning og som sport. Nu forener vi de to. Det bliver fantastisk. Danskerne kan godt glæde sig. EM i latin bliver en af de første gange, man forener det bedste fra underholdningens verden med det bedste fra sportens. Det bliver en gallafest.

I bedste ”Vild med dans”-stil leveres latinrytmerne aftenen igennem af The Antonelli Orchestra med kapelmester Claes Antonsen i spidsen, mens de fire ”Vild med dans”-dommere, Britt Bendixen, Jens Werner, Anne Laxholm og Allan Tornsberg, sidder klar i ekspertpanelet til at kommentere slagets gang. Og de glæder sig.

- Jeg forventer mig rigtig meget af aftenen. Normalt er de store turneringer mest for ”kendere”, men denne nye ”Vild med dans”-agtige opsætning gør det meget mere åbent for alle. Det er et rigtig godt setup, som bliver spændende at overvære både for publikum i salen og for seerne derhjemme, siger Jens Werner.

Europas 40 dygtigste latinpar er klar på gulvet i NRGi Arena. De skal dyste i den glade og uhøjtidelige cha cha cha, den sensuelle rumba, den maskuline paso doble, den hotte og hurtige jive og den vuggende samba. De danske farver repræsenteres af Lotte Rodenberg og Kristian Vellejus samt af sidste års EM-sølvvindere, Kristina og Peter Stokkebroe, som på hjemmebanen i Århus har alle muligheder for en topplacering.

Som noget helt nyt er voteringen fra det internationale dommerpanel åben. Det betyder, at både gæsterne i salen og seerne hjemme i stuerne kan følge med undervejs, hvor man normalt i store dansekonkurrencer først kender placeringen efter alle fem danse.

Se med på TV 2 lørdag 18. april fra klokken 20.40.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}