Følg håndboldkvindernes vej til EM

De danske håndboldkvinder skal kæmpe for deltagelse ved EM 2016, og det kan følges på TV 2 torsdag 8. oktober og søndag 11. oktober. (Foto: DHF / TV 2)

De danske håndboldkvinder skal kæmpe for deltagelse ved EM 2016, og det kan følges på TV 2 torsdag 8. oktober og søndag 11. oktober. (Foto: DHF / TV 2)

07. oktober 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Det danske landshold i kvindehåndbold skal i kamp mod Tyrkiet og Portugal i to kvalifikationskampe til EM 2016. Det er de første to kampe om point med Klavs Bruun Jørgensen som landstræner.

For alle danskere, der elsker håndbold, er det en spændende tid, vi går i møde. Til december skal det danske kvindelandshold spille VM på hjemmebane, og det bliver kæmpestort, når Danmark skal op mod verdens bedste kvindehåndboldnationer bakket op af de danske håndboldfans.

Samtidig skal de danske håndboldkvinder i den kommende tid i kamp for deltagelse ved EM 2016, og det kan følges på TV 2 torsdag 8. oktober og søndag 11. oktober.

Hvordan er spillet under en ny landstræner?
De danske kvinder klarede sig ikke godt til EM sidste år i Ungarn og Kroatien, og efter slutrunden blev den erfarne træner Jan Pytlick fyret. Det betyder, at holdet kun har kort tid til at finde takterne under den nye landstræner Klavs Bruun Jørgensen inden det vigtige VM.

Første mulighed for Klavs Bruun Jørgensen og hans hold til at vise format er to kvalifikationskampe til EM i Sverige 2016. Det er mod to modstandere, der normalt burde være overkommelige for de danske harpiks-valkyrier.

Kristina Kristiansen for Danmark. (Foto: Lars Poulsen / Polfoto / TV 2)

I den første kamp skal holdet op mod Tyrkiet på hjemmebane i Ceres Arena i Aarhus torsdag 8. oktober kl. 20.00, mens den anden kamp er på udebane mod Portugal i Pinhel søndag 11. oktober kl. 17.00. Begge kampe bliver vist på TV 2, og Bent Nyegaard og Thomas Kristensen kommenterer.

Udover at der helst skal vigtige point ind på kvalifikations-kontoen i forbindelse med de to kampe, er de to opgør også først skridt mod den kampform, der gerne skal kulminere, når kvindelandsholdet skal spille VM på hjemmebane. Så der er meget på spil for Kristina 'Mulle' Kristiansen og co., og det bliver spændende at se de første indikationer på, hvordan kvinderne kommer til at spille med en ny landstræner.

Ikke optimale forberedelser
Forberedelserne har ikke været optimale for den nye danske landstræner. Den vigtige playmaker og landsholdsstjerne Lotte Grigel har problemer på klubholdet Team Esbjerg, og spørgsmålet er, om hun kan bevare fokus, når hun skal spille på landsholdet?

Samtidig har landsholdet netop tabt to træningskampe mod Vardar Skopje i Makedonien. Hvis de skal kvalificere sig til EM - og være klar til VM i december, må de op i gear! 

Billede {0} af {1}