Følg familien Beier på TV 2 FRI

Tv-vært Lene Beier med sine to sønner. Hele familien inkl. far Anders Beier, som tager billedet, kan ses i programserien ’Beier bygger’ på TV 2 FRI til foråret 2017. (Fotos: Privatfotos / TV 2 FRI)

Tv-vært Lene Beier med sine to sønner. Hele familien inkl. far Anders Beier, som tager billedet, kan ses i programserien ’Beier bygger’ på TV 2 FRI til foråret 2017. (Fotos: Privatfotos / TV 2 FRI)

24. maj 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Tv-vært Lene Beier og hendes familie har kamerahold helt tæt på, mens de bygger deres drømmehus.

Optagelserne til en ny programserie på TV 2 FRI er i gang. I programserien 'Beier Bygger' følger vi tv-vært Lene Beier og hendes familie, der tæller ægtemand Anders, to drenge,  Otto på snart fem år og Arthur på syv, samt hunden Bruce Wayne, når de forvandler et hus fra 70'erne til det hus, de drømmer om. Huset ligger på Amager - lige ned til vandet, og serien får premiere i foråret 2017.

- Vi forelskede os i Søvang ved første øjekast, for vores store drøm har altid været at bo ved vandet. Vi elsker vandet! Vi kommer til at bo tæt på natur og vores jobs, så det har ikke været let at finde det rigtige sted. Lige nu er vi i gang med at planlægge hele byggeprocessen, og vi har selv tegnet vores nye hus, som skal være et intelligent hus. Det er vigtigt for os, at huset er så miljøvenligt som muligt, og det kan godt være en jungle at finde rundt i.  Vi håber, at vi kan være med til at inspirere kommende nybyggere til at gå samme vej og ikke lade sig afskrække, fortæller Lene Beier, der sammen med familien og tv-holdet netop har haft første møde med naboerne om projektet.

Arthur 7 år og Otto snart 5 år er lige så begejstrede for byggeprojektet, som mor Lene og far Anders.

- Vi er super glade for, at Lene og hendes familie har givet os lov til at være med helt tæt på, alt imens byggeriet står på. Det er jo 100 % familiens byggeprojekt – i forhold til både økonomi, indretning og planlægning – og vi har ingen indflydelse på, hvad der sker og hvorfor. Det gør hele oplevelsen endnu mere autentisk og ægte og dermed også nemmere for seerne at identificere sig med. Mange går måske rundt med de samme drømme som Lene og hendes familie, og programserien er måske lige det sidste, der skal til for at beslutte, om de springer ud i eventyret, siger TV 2 FRI-redaktør Nicolai Hansson.

'Beier bygger' kan ses på TV 2 FRI i 2017, men allerede nu er det muligt at følge familiens byggeeventyr på Facebook.

'Beier bygger' produceres af By The Buch.

Billede {0} af {1}