Flest fulgte valgaftenen på TV 2-familiens kanaler

20. november 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2, TV 2 NEWS og TV 2-regionerne havde i snit 721.000 seere mellem klokken 19.00 og midnat. DR1 blev set af 494.000 i samme tidsrum.

Flest fulgte valgaftenen på TV 2s kanaler. Her ses TV 2s politiske kommentator Henrik Qvortrup sammen med TV 2s valgvært, Cecilie Beck. (Foto: Ebbe Rosendahl / TV 2)

Den kommunale valgaften tirsdag 19. november blev af de fleste danskere fulgt på TV 2-familiens kanaler – herunder i høj grad hos TV 2-regionerne – hvor der allerede fra klokken 17.00 blev leveret nyheder, resultater og kommentarer.

I tidsrummet mellem klokken 19.00 og midnat var det kommunale valg på skærmen stort set uafbrudt på TV 2, TV 2 NEWS, TV 2-regionerne og DR1, og her havde TV 2-kanalerne i gennemsnit 721.000 seere. I samme tidsrum blev DR1s valgaften set af 494.000 danskere.

Det samlede gennemsnitlige valgseertal i dette tidsrum var dermed cirka 1,2 mio. – det samme niveau som i 2009. Da flest så med på dette års kommunalvalgaften på DR og TV 2s kanaler, var der tilsammen over 1,5 mio. seere på de kanaler, der dækkede kommunalvalg.

- Kommunalvalget er en festaften for TV 2 og i høj grad for TV 2-regionerne. Kommunale og regionale valg passer perfekt til TV 2-familien, som kan dække både det nære og det landspolitiske. Herudover tog vi en fantastisk nyskabelse i brug på nettet, hvor valget fik ekstra liv og kom endnu flere steder rundt i landet i kraft af de sociale medier og en transmission på tv2.dk, siger TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, der glæder sig over, at TV 2 havde placeret sit kommunalvalgcenter i Odense og ikke på Christiansborg, som det kunne være tilfældet for et folketingsvalg. 

Regionernes store aften
Også TV 2-regionerne glæder sig over succesen med at dække kommunal- og regionsrådsvalget:

- Det er sådan en aften, vi som regioner skal præstere, og det gjorde vi. Det er det store klaviatur, der spiller, når regioner og TV 2 samarbejder, og vi leverede sammen en fantastisk væg-til-væg-dækning. Regionerne kunne gå helt lokalt og være med direkte, når dramaerne fandt sted, og TV 2 kunne tage de store briller på og give et landsdækkende billede. Det er en rigtigt god kombination, siger Ivar Brændgaard, direktør for TV/MIDT-VEST.

Tredjebedste dag på tv2.dk i år
Danskerne tog også godt imod TV 2s tilbud på de digitale platforme - nyhederne.tv2.dk og valg.tv2.dk nåede op på 1,2 mio. sidevisninger på valgdagen, og det gør dagen til den tredjebedste dag på tv2.dk i år kun overgået af stormen 28. oktober og lovindgrebet i forbindelse med lærer-lockouten 25. april.

I gennemsnit kom 35 procent af de 1,2 mio. sidevisninger fra de mobile enheder (tablet og mobil), og brugen af de mobile platforme toppede mellem kl. 22.00 og 23.00, hvor 50 procent af sidevisningerne på tv2.dk kom fra de mobile enheder.

- Jeg er virkelig glad for, at det lykkedes os at være nyskabende på nettet. Vores web-tv var fantastisk med en direkte adgang for alle brugere til at deltage. Det var nyt, råt og engagerende, siger Michael Dyrby.

Udvidet nyhedsdækning 20. november
Den udvidede valgdækning på TV 2 fortsætter i dag, onsdag 20. november, hvor der indgås spændende konstitueringsaftaler, og hvor de personlige stemmer tælles op.

TV 2 NEWS har fulgt begivenhederne siden kl. 05.00 i morges og fortsætter hele dagen. Også TV 2-regionerne har sendt ekstraudsendelser på TV 2 hele morgenen, og de sender nyheder klokken 12.15, kl. 16.10, kl. 17.10 og kl. 18.25 samt udvidede nyheder kl. 22.20 – hertil kommer massiv dækning på de regionale 24-timers-kanaler.

NYHEDERNE sender ekstra kl. 16.00 og udvider sendetiden kl. 12.00, kl. 17.00 og kl. 18.00.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}