FIRMATOUREN BLIVER EN FEST FOR CYKELFOLKET

FIRMATOUREN sigter mod at blive Danmarks største cykelløb for virksomheder – og med tilmeldinger fra masser af små og store virksomheder er ambitionen godt på vej til at blive indfriet. (Foto: TV 2)

FIRMATOUREN sigter mod at blive Danmarks største cykelløb for virksomheder – og med tilmeldinger fra masser af små og store virksomheder er ambitionen godt på vej til at blive indfriet. (Foto: TV 2)

24. maj 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Der bliver masser af underholdning for både deltagere og gæster, når Danmarks nye cykelløb for virksomheder på fredag 27. maj indtager vejene omkring Høje-Taastrup.

FIRMATOUREN, der arrangeres af TV 2 og cykeleksperterne fra PELOTON, får sine helt egne værter i form af de to TV 2-profiler Jasper Stadum og Mikkel Kryger.

Jasper Stadum er kendt af cykelfans som fast reporter på de store løb, herunder Tour de France, hvor han leverer de vigtigste nyheder, rygter og holdstrategier undervejs i etapeløbet. I Høje-Taastrup får Stadum selskab af Mikkel Kryger, der blandt andet er kendt som mangeårig vært på ’Go' morgen Danmark’. Mikkel vil med sit skarpe overblik og gode humør holde deltagere og publikum opdaterede om placeringer og nyheder undervejs i FIRMATOUREN. 

Også TV 2 Vejret med Peter Tanev som vært vil kigge forbi Høje-Taastrup, hvorfra der sendes vejrudsigt om aftenen.

Afviklingen af FIRMATOUREN falder sammen med den spændende 19. etape af årets Giro d’Italia, en bjergrig rute fra Pinerolo ved Torino til Risoul i Frankrig. Derfor rykker TV 2 hele sit mobile tv-studie til FIRMATOURENs village-område, hvorfra dagens etape transmitteres og kommenteres. Når den sidste deltager er kommet over målstregen, både i Giro’en og FIRMATOUREN, vil de to cykelværter, Dennis Ritter og Rolf Sørensen, rykke fra glasstudiet over i festteltet, hvor de vil underholde deltagerne med Tour-anekdoter og præmieoverrækkelser.

Udover godt værtsskab byder dagen også på underholdning i form af dj, storskærme og boder, hvor deltagere og publikum kan købe mad og drikke. For FIRMATOURENs deltagere vil der være fællesspisning om aftenen med mad leveret af Cofoco.

FIRMATOUREN sigter mod at blive Danmarks største cykelløb for virksomheder – og med tilmeldinger fra masser af små og store virksomheder er ambitionen godt på vej til at blive indfriet. Lige nu er der godt 1800 tilmeldte cykelryttere fra 120 virksomheder, herunder bl.a. DONG, Mærsk, DSV og Novo Nordisk.

Sponsorer for FIRMATOUREN er Diabetesforeningen og Skoda. Sidstnævnte stiller med hele 15 cykelhold, mens Diabetesforeningen sammen med virksomheden bag cykeluniverset Wecyclemore, Accelerator Partners, har dannet cykelholdet Team Diabetes-Wecyclemore. Holdet består af 16 cykelryttere, hvoraf seks ryttere selv har diabetes (type 1). Team Diabetes-Wecyclemore deltager i år i en række motionsløb i Danmark og slutter sæsonen af med at cykle fra København til München i september i forbindelse med afviklingen af den største europæiske diabeteskonference.

FIRMATOUREN, der er et skræddersyet cykelmotionsløb til virksomheder, består af to cykelløb - ”RacerTouren” (75 km.) og ”MotionsTouren” (25 km.). 

For mere info og tilmelding se firmatouren.tv2.dk.

Billede {0} af {1}