Fire familier får mulighed for at prøve et helt nyt liv

Jeanette og Kristoffer bor i Ryslinge på Fyn med deres tre børn. De er en af de fire familier, der får muligheden for at prøve et helt nyt liv i syv dage. (Foto: Ulrik Gedsted / TV 2)

Jeanette og Kristoffer bor i Ryslinge på Fyn med deres tre børn. De er en af de fire familier, der får muligheden for at prøve et helt nyt liv i syv dage. (Foto: Ulrik Gedsted / TV 2)

08. marts 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Nyt livsstilseksperiment på TV 2, 'Vil I starte helt forfra?', fra onsdag 15. marts klokken 21.05.

Har du nogensinde tænkt: "Bare jeg kunne få et helt nyt liv med ny bolig, nyt job og en ny hverdag, der ikke giver mig og min familie så meget stress og jag?".

I TV 2s nye store livsstilseksperiment 'Vil I starte helt forfra?' skifter fire familier deres økonomisk pressede hverdag ud med en smagsprøve på et nyt liv, der er designet præcis til dem. I en uge lever familierne i det nye prøveliv, og på dag syv skal de tage stilling til, om de, inspireret af deres oplevelser, vil tilbage til deres gamle liv, eller om de har fået mod på at gå i gang med at starte helt forfra.

Eksperter bag ny hverdag
Et ekspertteam bestående af økonom Gustav Juul, jobekspert Kristine Salter og boligekspert Maria Bach har under ledelse af vært Ida Wohlert sammensat et bud på en ny realistisk hverdag til hver af de fire familier, hvor der er taget højde for familiernes økonomi, deres faglige kvalifikationer og deres drømme for fremtiden.

Ugen begynder med et besøg af Ida Wohlert, der har et bud på et nyt liv med sig. Det indebærer både flyttemænd, flyttebil og en nøgle til familiernes nye bolig. Så mens familierne sunder sig oven på meddelelsen om, hvor de skal flytte hen, pakker flyttemændene deres ting sammen, og flyttebilen kører af sted mod det nye hjem.

Se trailer her.

Familien forenes
Dagen efter siger mor og far farvel til børnene og kører mod det nye hjem for at prøve det nye liv af. I de første dage af eksperimentet skal de bo et nyt sted - indrettet med deres egne ting - og afprøve nye jobs, der kan resultere i, at de får tilbudt et egentligt arbejde.

Mor og far har også tiden til at reflektere over både deres gamle og nye liv, inden børnene ankommer midt på ugen, så hele familien kan afprøve den nye tilværelse. Lokalområdet, institutioner og muligheder for fritidsinteresser undersøges nærmere, og familielivet i de helt nye omgivelser prøves af.

Den store beslutning
På sjettedagen besøger økonom Gustav Juul familien og gennemgår det økonomiske grundlag for det nye prøveliv for familien. Han har gennemgået familiernes økonomi og regnet på, hvordan deres økonomi også kan hænge sammen.

Gennem hele ugen følger vi de fire familiers op- og nedture, deres overvejelser, deres udvikling og deres erkendelse af, hvordan deres liv også kan se ud. På dag syv står familierne foran den store beslutning: Vil de tilbage til deres gamle liv, eller har ugen, hvor de har afprøvet et helt andet liv, givet dem mod på at starte processen med starte helt forfra?

- Jeg tror, vi allesammen indimellem leger med tanken om at lave helt om på vores liv og prioritere anderledes. Men hvor modige og villige er vi egentlig til at betale prisen, der følger med forandringerne, når det kommer til stykket? Og hvor meget betyder vores netværk i forhold til at flytte os geografisk? Det dilemma skildrer vi blandt andet med denne serie, og så håber vi, at seerne måske kan blive inspireret til at kaste et nyt blik på deres eget liv og egne drømme, hvad enten det er at få mere tid til hinanden eller søge det nye job, som man har tænkt på så længe, siger TV 2-redaktør Liv Michelsen. 

--------

'Vil I starte helt forfra?' har premiere onsdag 15. marts klokken 21.05 på TV 2.

Billede {0} af {1}