Fin sæsonpremiere til "Lærkevej"

10. september 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

"Lærkevej" blev det mest sete program i Danmark torsdag - ogserien var mere set end DR1's traditionelle topscorer "Sporløs".

"Lærkevej" med Søs Egelind i en af de bærende roller fik fin seertilslutning, gode anmeldelser og en stigende kvalitetsvurdering ved premieren på 2. sæson torsdag 9. september. (Foto: Per Arnesen / TV 2)


Gode anmeldelser, Danmarks mest sete program torsdag og en stigende kvalitetsvurdering.

Sådan gik sæsonpremieren på TV 2s dramakomedieserie "Lærkevej" 9. september. 819.000 danskere så med, og "Lærkevej" blev dermed dagens mest sete program foran alle nyhedsudsendelser og DR1's traditionelle topscorer "Sporløs", der havde 767.000 seere.

Blandt de 21-50-årige var "Lærkevej" også mest set med 348.000 seere tæt fulgt af "Danmark ifølge Bubber" med 343.000 seere i denne målgruppe.

Torsdag aften var i det hele taget "store premieredag", idet også TV3 havde et nyt program på planen torsdag klokken 20.00. Her var tale om det stærkt markedsførte "Hjælp, jeg er i Japan", som blev set af 134.000 danskere og 79.000 21-50-årige ved premieren.

Gode anmeldelser og højere vurdering til "Lærkevej"
For "Lærkevej" var det også glædeligt, at sæsonpremieren fik gode anmeldelser og højere kvalitetsvurdering hos seerne.

Politiken gav "Lærkevej" fire hjerter (mod ét i 2009), og B.T. gav fem stjerner (tre i 2009) samt karakteristikken "fræk og sjov" og ordene "et herligt miks af kitch og hjertevarme".

Nordjyske Stiftstidende gav fire stjerner (tre i 2009), mens Berlingske Tidende i år nøjedes med tre stjerner (mod fem i 2009).

Skuespillere og manuskriptforfatter har fremhævet, at seriens 2. sæson er mere vellykket. Det ses også på seernes vurdering, som var på 3,9 (på en skala fra 1 til 5) til premiereafsnittet på 2. sæson. Premiereafsnittet i september 2009 blev vurderet til 3,6. 

-------------------------------------------

Læs også:

Velkommen tilbage til Lærkevej

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}