Fantastisk sportsweekend på TV 2

19. juni 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Dansk håndboldlandskamp, topfodbold med Brasilien, Italien og Spanien og 24-timers-motorløbet Le Mans på skærmen i weekend.

Stregspilleren Michael V. Knudsen i kamp for Danmark. (Foto: All Over / Sportsagency / TV 2)

Weekenden på TV 2 står i den internationale topsports tegn, når kanalen byder på mere end 20 timers dækning af motorløbet Le Mans, to landskampe under det såkaldte mini-VM i fodbold, Confederations Cup, og de danske håndboldherrer i kamp mod Polen.

Håndboldherrerne indleder den store sportsweekend på TV 2 med fredagens landskamp mod Polen i Jyske Bank BOXEN i Herning.

Danmarks håndboldherrer er – som arrangør og europamester – selvskreven deltager ved EM-slutrunden i Danmark i januar, og holdet skal derfor ikke i kvalifikationskampe.

Hjemmekampen mod Polen er dermed en af holdets få landskampe – og den eneste hjemmekamp i Herning – inden holdet skal forsvare EM-guldet i januar 2014. En turnering, som kan følges på TV 2.

Mario Balotelli i den azurblå, italienske nationaldragt. (Foto: Alloverpress / TV 2)

Lørdag med Le Mans og Italien-Brasilien ...
Lørdag eftermiddag begynder transmissionen af årets udgave af motorløbet Le Mans, der igen har danske Tom Kristensen som en af favoritterne. Læs mere om dækningen af Le Mans på TV 2 og TV 2 Play her.

Lørdag aften afbrydes Le Mans-transmissionerne udelukkende af NYHEDERNE og regionale nyheder - og af topfodbold.

Her møder Italien og Brasilien nemlig hinanden i turneringen Confederations Cup i Brasilien, der varmer op til næste års VM-slutrunde i Brasilien.

Det er lagt op til en perle af en kamp, når Italien – som et af Europas bedste landshold - tørner sammen mod hjemmebanefavoritterne fra Brasilien. Begge hold og deres verdensstjerner indledte turneringen med sejre over henholdsvis Mexico og Japan, og derfor kan opgøret mellem de to stjernehold ende med at blive den reelle finale i Confederations Cups gruppe A.

Xavi Hernandez i kamp for de spanske verdens- og europamestre. (Foto: Alloverpress / TV 2)

... og søndag med Nigeria-Spanien
Kommentatorer ved lørdagens kamp er Flemming Toft og Morten Bisgaard, og de er også klar i kommentatorboksen søndag aften, når TV 2 sender kampen mellem de afrikanske kontinentalmestre Nigeria og de spanske europa- og verdensmestre.

Her skal Nigeria spille op til holdets bedste, hvis spillerne skal have en chance mod Spanien, som i øjeblikket vurderes til at være verdens bedste landshold.

Begge de to hold indledte Confederations Cup med sejre. Spanien vandt 2-1 over Uruguay, mens Nigeria slog gruppens 'underdog' Tahiti med hele 6-1.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}