Fadi og de unge rødder

29. august 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 viser dokumentaren ”Ghettodrengen” søndag 2. september klokken 20.00.

Fadi forsøger at hjælpe den 14 årige røver Bekir på ret køl i den danske dokumentar "Ghettodrengen". (Fotos: Morten Fauerby/ TV 2)


De seneste begivenheder i Vollsmose har sat ny fokus på kriminaliteten i de såkaldte indvandrerghettoer i Danmark. Meget aktuelt viser TV 2 søndag 2. september klokken 20.00 det nye dokumentarprogram "Ghettodrengen", som følger den nu 29-årige Fadi Kassem i hans arbejde med en lille, men hård kerne af utilpassede unge i Gellerup ved Aarhus.

Fadi har selv har en fortid på den forkerte side af loven, men arbejder nu med at få de unge til at vælge en anden og bedre karrierevej end den kriminelle.

Som teenager var Fadi Kassem selv kriminel og endte flere gange i politiets varetægt. I dag bruger han sit liv på - i indvandrermiljøet i Aarhus - at være den gode rollemodel for de unge, der hverken kan få skole eller arbejde til at hænge sammen og i stedet vælger det kriminelle liv.

Netop på grund af Fadis baggrund lytter de unge kriminelle til ham. Han taler - i mere end én forstand - det samme sprog som dem og bruger gerne pisken.

- Jeg har arbejdet med kriminelle unge de sidste ni år, og er der noget, jeg er kendt for blandt de her unge bøller, så er det pisken. Nogle kalder mig endda diktatoren, fortæller Fadi med et grin i programmet. 

- Men man bliver sgu nødt til at bruge pisken, for pæne ord forstår de slet ikke. Jeg bliver nødt til at snakke, så netop de kan forstå det, siger han.

Fadi Kaseem.

En 14-årig røver
Fadis hverdag er fyldt med arbejdet med nogle af de værste teenagere – dem, der er kommet længst ud af den kriminelle sti. Men han tager også fat i de helt unge for at forebygge, at de går i de samme fælder, som han gjorde.

En af dem, han bruger meget tid på, er den kun 14-årige Bekir. Bekir er blevet taget for røveri flere gange, men nu har Fadi fundet et job til ham.

Samtidig kæmper Fadi for at holde Bekir i den folkeskole, som er på nippet til at smide ham ud. Bliver han smidt ud, er vejen til et liv i kriminalitet for alvor banet for den unge dreng med tyrkisk baggrund. ”Ghettodrengen” følger Fadis arbejde med Bekir.

Grædende mor
I programmet fortæller Fadi Bekir, hvorfor han en dag selv gjorde op med sit kriminelle liv:

- Da jeg sad i arresten en morgen, kom min mor grædende og fandt mig. Jeg siger dig, der kunne jeg næsten bide mig ud af det hegn der. Og så tænkte jeg, at det var fandeme sidste gang, jeg skulle sidde inde. Min mor skal ikke komme rendende klokken fire om morgenen i snestorm og lede efter sin søn, og så sidder røvhullet bag tremmer.

Tre års kamp
Det er instruktør Kasper Bisgaard, der sammen med Deluca Film har fulgt Fadis kamp i og omkring Gellerupparken i Aarhus i gennem de seneste tre år.

Dokumentaren "Ghettodrengen" er produceret af Morten Rasmussen og Merete Stubkjær med støtte fra TV 2, Den Vestdanske Filmpulje og Det Danske Filminstitut.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}