EU-domme i statsstøttesagen om TV 2

09. november 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

EU-domme afgør, at den kompensation, der blev udbetalt for 1995-2002, TV 2s reklameindtægter fra 1995 og 1996 og licens til TV 2 Regionerne for 1997-2002, skal betragtes som statsstøtte til TV 2, der burde være anmeldt til EU-Kommissionen inden udbetaling. Sagen overgår nu til Østre Landsret.

Med de tre domme er det endeligt afgjort, at den public service-kompensation, TV 2 modtog i årene 1995-2002, udgjorde statsstøtte, som skulle have været anmeldt til EU-Kommissionen, inden støtten blev udbetalt til TV 2.

Modsat Retten i 1. instans fastslår Domstolen, at TV 2s reklameindtægter fra 1995 og 1996 var statsstøtte. Samtidig stadfæster Domstolen den resterende del af Rettens dom, herunder at TV 2-Regionernes licensindtægter i perioden 1997-2002 udgjorde statsstøtte til TV 2. Derved følger Domstolen Generaladvokatens forslag til afgørelse fra maj 2017. Domstolen lægger afgørende vægt på statens formelle kontrol over midlerne i den historiske konstruktion med TV 2 Reklame og TV 2 Fonden.

EU-Domstolen har i en dom fra foråret 2017 endeligt afgjort, at TV 2s kompensationsordning for 1995-2002 kunne godkendes som lovlig kompensation for TV 2s public service-opgaver i perioden. Det ændrer dagens afgørelser ikke på. Dagens afgørelser tager ikke stilling til, om TV 2 skal betale såkaldte ulovlighedsrenter til den danske stat, fordi kompensationen blev udbetalt, før den blev godkendt af EU-Kommissionen. 

- Vi tager dommene til efterretning. Vi var forberedt på, at Domstolen ville følge Generaladvokatens forslag. Det er et grundvilkår, at der føres sager mod os på baggrund af den tidligere finansiering af TV 2, og spørgsmålet om ulovlighedsrenter skal nu afgøres af de danske domstole. Der er ingen automatik i, at TV 2 skal betale - og vi er uenige i, at der skal betales ulovlighedsrenter, da støtten har kompenseret TV 2 for pålagte og for længst opfyldte public service-forpligtelser, siger TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup.

Den verserende sag ved Østre Landsret om ulovlighedsrenter, der er anlagt af MTG, har afventet Domstolens afgørelser. Under sagen har MTG nedlagt påstand om, at TV 2 skal betale ca. 1,8 mia. kr. i ulovlighedsrenter til staten.

Hvis danske domstole fastslår, at TV 2 skal betale ulovlighedsrenter til staten, vurderer TV 2 og selskabets juridiske rådgivere, at EU’s statsstøtteregler ikke vil være til hinder for, at staten rekapitaliserer TV 2.

Der henvises i øvrigt til TV 2s årsrapport 2016 for en mere udførlig beskrivelse af statsstøttesagerne.

Billede {0} af {1}