En principiel sag – og en forkert dom

27. august 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2-ansatte dømt i våbensag - ”Retten har ganske enkelt ikke forstået problemstillingen”, siger TV 2s nyhedschef efter at have læst dommen fra Københavns Byret.

Nyhedschef Michael Dyrby, TV 2.

Tre ansatte fra TV 2 blev i dag straffet med bøder, fordi de overtrådte våbenloven i forbindelse med deres arbejde. Kø-benhavns Byret fastsatte straffen til 10.000 kroner pr. person. Samtidig skal de tre betale sagens omkostninger.

I et nyhedsindslag ville journalisterne demon-strere, hvor let det er at anskaffe sig ammunition og våben uden de nødvendige tilladelser – og overtrådte selv loven. De tiltalte forklarede i retten, at lovovertrædelsen var nødvendig for at påvise problemet.

TV 2s nyhedschef, Michael Dyrby, kalder det ”en bekymrende udvikling”, at anklagemyndigheden i stigende grad er begyndt at gå efter budbringerne frem for de virkelige kriminelle.

- Denne nyhedshistorie om, at det er muligt for enhver at købe en riffel via Den Blå Avis og derefter købe patroner på det bare ansigt,  er en væsentlig historie med samfundsmæssig betydning. Med det store antal skydevåben, der er i omløb, er det væsentligt at fokusere på, hvordan disse våben fremskaffes, siger Michael Dyrby.

Nyhedschefen siger, at det er yderst sjældent, at TV 2|NYHEDERNE griber til metoden at anvende skjult kamera.

- Det sker kun, når vi kan dokumentere væsentlige historier, og kun når vi ikke kan få optagelserne på anden vis. Det var ikke tilfældet her, var vores vurdering. Retten mener, at samme historie kunne laves ved at bruge en person med jagttegn – men det er jo netop hele pointen, at alle kan købe våben uden at have et jagttegn. Retten har ganske enkelt ikke forstået problemstillingen, siger Michael Dyrby.

- Retten mener endvidere, at TV 2 har opbevaret dette våben på en uforsvarlig måde.  Der er 265.000 registrerede våben i Danmark, og ingen kender antallet af uregistrerede våben. At  et våben gemt én nat i en pengeboks på TV 2, hvor der ydermere sidder en vagt i receptionen, skulle udgøre en særlig fare, er helt ubegribeligt for mig.

- Vi vil nu nærlæse dommen og overveje en anke, for denne sag er principiel – og forkert, siger nyhedschefen.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}