Emmy-priser til TV 2-serier

31. august 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Komedieserien "Modern Family" hentede tre priser - TV 2 Zulu viser alle 24 afsnit i første sæson i september.

Fra den prisbelønnede "Modern Family" - fra venstre: Ed O'Neill som Jay Pritchett, Rico Rodriguez som Manny Delgado, Sofia Vergara som Gloria Delgado-Pritchett, Nolan Gould som Luke Dunphy, Julie Bowen som Claire Dunphy, Ariel Winter som Alex Dunphy, Ty Burrell som Phil Dunphy, Sarah Hyland som Haley Dunphy, Jesse Tyler Ferguson som Mitchell Pritchett og Eric Stonestreet som Cameron.


Aftenens to store vindere var TV 2s komedieserie "Modern Family" og tv-filmen "Temple Grandin", der senere bliver vist på TV 2, da de eftertragtede Emmy-priser blev uddelt søndag aften.

Ingen tv-serier eller tv-film fik flere priser end "Modern Family" og "Temple Grandin". Serierne "Mad Men" og "Breaking Bad", der sendes på andre kanaler end TV 2s, fik hver to priser.

Zulu viser 24 afsnit af "Modern Family"
Den nyskabende komedieserie "Modern Family" hentede tre priser, bl.a. prisen for bedste komedieserie og prisen for bedste manuskript i en komedieserie.

Desuden fik Eric Stonestreet prisen for bedste birolle i en komedieserie for rollen som den homoseksuelle Cameron, der lever i parforhold med Mitchell, og som han har adoptivdatteren Lily med.

Første sæson af den roste "Modern Family" kan ses i fuld udstrækning på TV 2 Zulu søndag 19. september, hvor kanalen sender alle sæsonens 24 afsnit på én dag.

Fem priser til "Temple Grandin"
Aftenens anden store vinder var tv-filmen "Temple Grandin", der fik hele fem priser. TV 2 sender filmen på et senere tidspunkt, som ikke er fastsat endnu.

"Temple Grandin" fik bl.a. prisen for bedste tv-film, mens instruktør Mick Jackson blev bedste instruktør på en minserie eller en tv-film.

Herudover fik tv-filmen hele tre priser for store skuespilpræstationer. Claire Danes fik prisen for bedste kvindelige hovedrolle i en miniserie eller tv-film, mens Julia Ormond og David Strathairn fik priserne som henholdsvis bedste kvindelige og mandlige birolle i en miniserie/tv-film.

Den Emmy-prisbelønnede Jane Lynch i rollen som Sue i "Glee".

To priser til "Glee"
Yderligere tre TV 2-serier modtog Emmy-priser, og blandt disse serier var den musikalske komedie "Glee", der fik to priser.

Ryan Murphy fik prisen for bedste instruktion af en komedieserie, mens Jane Lynch fik prisen for bedste kvindelige birolle i en komedieserie for sin rolle som Sue, der er mere end fast besluttet for at tage livet af sangkoret i "Glee".

"Glee" havde premiere i USA i september 2009, og den sikrede sig intet mindre end fire Golden Globe-nomineringer og vandt i kategorien "Bedste komedieserie".

"The Good Wife" og "Nurse Jackie"
Dramaserien "The Good Wife" fik én pris, og den tilfaldt Archie Panjabi for bedste kvindelige birolle i en dramaserie. "The Good Wife" ventes tilbage på TV 2 i begyndelsen af det nye år.

Serien ”Nurse Jackie”, som kan opleves igen på TV 2 Zulu til oktober, modtog også en af aftenens priser. Prisen tilfaldt Edie Falco, som blev kåret til bedste kvindelige hovedrolle i en komedieserie.

------------------------------------------

TV 2 Zulu sender Emmy 2010-prisuddelingen fredag 10. september.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}