Dokumentarer hylder livet som almindelig dansker

Dokumentarerne 'Vi er Jens Jensen' og 'Vi er Kirsten Jensen' er et portræt af danskerne anno 2015. I den første dokumentar kan seerne bl.a. møde babyen, studenten og pensionisten, som alle har navnet Jens Jensen. (Foto: United Production / TV 2)

Dokumentarerne 'Vi er Jens Jensen' og 'Vi er Kirsten Jensen' er et portræt af danskerne anno 2015. I den første dokumentar kan seerne bl.a. møde babyen, studenten og pensionisten, som alle har navnet Jens Jensen. (Foto: United Production / TV 2)

25. november 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

I de unikke dokumentarer ’Vi er Jens Jensen’ og ’Vi er Kirsten Jensen’ dykker TV 2 ned i livet hos 14 danskere med Danmarks mest almindelige navne. Sammen fortæller de historien om livet fra fødsel til død.

Hvordan reagerer man, når ens første barn fødes med en hjertefejl? Når man pludselig føler sig ensom, fordi man er gået på efterløn? Eller når man er nervøs for, hvad klassekammeraterne synes om én? 

Det er nogle af de spørgsmål, som berøres i dokumentarprogrammerne ’Vi er Jens Jensen’ og ’Vi er Kirsten Jensen’, der sendes 1. og 8. december kl. 20.35 på TV 2. Programmerne tegner et enestående portræt af danskerne anno 2015 og sætter fokus på, hvordan vi prioriterer vores liv, der ikke kan gøres om, og som naturligvis ikke varer evigt. 

Dokumentarer i øjenhøjde med seerne
- ’Vi er Jens Jensen’ og ’Vi er Kirsten Jensen’ er to usædvanlige dokumentarfilm, som fortæller om, hvad det vil sige at leve et liv. Filmene fortæller samtidig, hvorfor vi alle sammen - i al vores forskellighed - også lever det samme liv. Ved at komprimere et helt liv ned til 40 minutter er det lykkedes at være i øjenhøjde med seerne, som på tværs af generationerne kan spejle sig i de medvirkende i programmerne, siger Jes Schrøder, der er TV 2s redaktør på programmerne, og fortsætter:

- Når året går på hæld, har vi det med at se tilbage og se frem og filosofere lidt over, hvad der i grunden er sket, og hvor tiden dog blev af. Her kommer fortællingen om det helt nære i en vidunderlig poetisk fremstilling, der går lige i maven.

Se trailer for den første dokumentar ’Vi er Jens Jensen’ her.

Seerne kan bl.a. møde babyen Jens, studenten Jens og pensionisten Jens og hilse på skoleeleven Kirsten, familiemoren Kirsten og enken Kirsten, som alle har efternavnet Jensen.

I den første dokumentar ’Vi er Jens Jensen’ møder vi bl.a. Jens Jensen på 19 år, som bliver student. Han er frustreret over ikke at vide, om han vil være politibetjent, antropolog, forfatter, journalist, fysioterapeut eller psykolog. Derfor træffer Jens en drastisk beslutning. 

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde ud af det. Der er så sindssygt mange muligheder, siger den unge Jens Jensen i dokumentaren. 

Ensom på efterløn

Seerne møder også 65-årige Jens Jensen, som hele livet har prioriteret sit arbejde meget højt. Nu er han på efterløn, og det får ham til at føle sig ensom.

- Man får aldrig ferie, det er aldrig rigtig weekend, og det er ikke sikkert, man opdager, når det er fredag. Det gør mig en smule ensom, for jeg synes ikke, jeg har en rigtig funktion mere, siger Jens Jensen i udsendelsen om de syv Jens Jensen'er. 

I dokumentaren ’Vi er Kirsten Jensen’ har teenageren Kirsten helt andre bekymringer. Hun skal til folkeskolens afgangsprøve samtidig med, at hun spekulerer over, hvad hendes klassekammerater tænker om hende.

- Siger jeg nu det rigtige? Gør jeg det rigtige? Smasker jeg? Taber jeg noget? Krummer jeg? Det er meget stressende hele tiden at skulle holde øje med, om jeg laver fejl. Jeg vil bare gerne have, at de andre kan lide mig, siger 15-årige Kirsten Jensen i dokumentaren. 

Seerne kan også glæde sig til at møde 69-årige Kirsten Jensen, som nyder livet og stadig føler sig ung. Kirsten Jensen har mistet sin mand og er nu stamgæst på et hotel på Gran Canaria, som hun har besøgt seks gange i løbet af det seneste år.

Et helt liv fra vugge til grav
- For første gang på dansk tv viser vi et helt liv fra vugge til grav. Programmerne handler i høj grad om de valg, vi træffer i livet, og de konsekvenser, disse valg har. Måske får det danskerne til at spørge sig selv, om de bruger livet rigtigt, fortæller Jakob Vølver, som er instruktør på dokumentarerne.

Følg de 14 gennemsnitlige danske liv, når TV 2 hylder den helt almindelige danske mand og kvinde i 'Vi er Jens Jensen' og 'Vi er Kirsten Jensen' tirsdage 1. og 8. december kl. 20.35 på TV 2. Begge dokumentarer kan også ses på TV 2 PLAY – ’Vi er Jens Jensen’ allerede nu og ’Vi er Kirsten Jensen’ umiddelbart efter, at seriens første program er vist på tv.

Programmerne er produceret med støtte fra DFI – Public Service Puljen.

Billede {0} af {1}