Dokumentar: ’Drømmen om førtidspension’

TV 2-dokumentaren 'Drømmen om førtidspension' er med, når den alvorligt syge Linnea får svar på, om hun efter mange års kamp kan få førtidspension. (Fotos: Pipeline / TV 2)

TV 2-dokumentaren 'Drømmen om førtidspension' er med, når den alvorligt syge Linnea får svar på, om hun efter mange års kamp kan få førtidspension. (Fotos: Pipeline / TV 2)

01. marts 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

Ny TV 2-dokumentar følger seks danskere, der drømmer om førtidspension: De syge, de knap så syge og dem, der fik førtidspension inden reformen i 2013. TV 2 ser på konsekvenserne af den reform, som netop nu evalueres af Folketingets partier.

Af Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

208.000 danskere modtager hver måned op til 19.000 kroner i førtidspension - det svarer til hver 17. voksne dansker under 65 år. Og netop adgangen til førtidspension har igen og igen været debatteret i befolkningen og blandt politikerne. 

I disse måneder er Folketinget i gang med at evaluere den seneste førtidspensionsreform fra 2013. I forbindelse med debatten sender TV 2 og TV 2 PLAY torsdag 8. marts klokken 20.00 det nye dokumentarprogram ’Drømmen om førtidspension’, som ser på konsekvenserne af reformen, der havde til formål at nedbringe antallet af førtidspensionister.

Adskillige danskere får hver uge afslag på førtidspension, og endnu flere opgiver at søge, fordi pensionen efter den seneste reform er så svær at få. Dokumentaren rejser bl.a. spørgsmålene, om det nu er blevet for svært at få førtidspension, og om for mange får afslag.

TV 2-dokumentaren har fulgt seks forskellige danskere, der drømmer om førtidspension: De syge, de knap så syge og dem, der fik førtidspension før reformen: Vi er med, når den alvorligt syge Linnea får svar på, om hun efter mange års kamp kan få førtidspension, når kontanthjælpsmodtageren Kim demonstrerer mod jobcenteret, og så har vi mødt Gitte, der nyder livet på førtidspension ved Middelhavet.

Ulla lider af skoliose og Parkinson og har samtidig måttet gennemgå en alvorlig operation, der skulle gøre hendes ryg mindre skæv. Hun har fået afslag på førtidspension, og Struer Kommune vil først tage stilling igen, når man ser, hvordan det går med hendes ryg.

I programmet følger TV 2 disse seks medvirkende:

Kim, 59 år
Kim er tidligere vognmand og taxichauffør, men i 2012 blev han syg og har været i kontanthjælpssystemet lige siden. 

Kim lider af slidgigt i nakke og skuldre, men jobcentret mener ikke, at han er syg nok til førtidspension. Derfor har han startet foreningen Jobcentrets Ofre, som har over 10.000 følgere og er et fællesskab for folk, der er fanget i kontanthjælpssystemet. Kim er en meget aktiv formand, der både arrangerer demonstrationer og optræder i medierne.

Ulla, 61 år 
Ulla er tidligere Falck-redder og handicapchauffør. Hun lider af to alvorlige sygdomme: Skoliose, som gør hendes ryg meget skæv, og Parkinson, som gør, at hun har problemer med både hukommelse og bevægelse.

Ulla skal bl.a. gennemgå en stor operation for at gøre ryggen mindre skæv. Hun har fået afslag på førtidspension, og Struer kommune vil først tage stilling igen, når de ser, hvordan det går med hendes ryg. 

Linnea, 51 år
Linnea er uddannet både socialpædagog og sosu-hjælper og betegner sig selv som arbejdsnarkoman. Hun gik ned med stress i 2005 og har desuden, siden hun var 13 år, kæmpet med en meget alvorlig sukkersyge, som betyder, at hun går rundt med permanent insulinpumpe.

Linnea er desuden blevet opereret for kræft i hånden og lider i dag af diagnosen essentiel tremor i svær grad – en rystesyge med symptomer som Parkinson – der også svækker hendes hukommelse og gør hende ekstremt træt i det daglige. I 2014 fik hun afslag på førtidspension, men søger nu igen.

Jørgen og Peter bor i Nong Khai i Thailand. De lever begge af deres førtidspension fra Danmark.

Peter, 59 år
Peter bor i Nong Khai i Thailand i et mindre hus med sin kæreste og hendes søn. I Danmark arbejdede han på havnen i Kalundborg og har mistet sit ben. Peters kæreste har en bar i den thailandske by, hvor han bruger meget af sin tid.

Peter er en af dem, der fik førtidspensionen før reformen, og han vurderer, at han næppe ville få pensionen, hvis han skulle søge under de nuværende regler.

Jørgen, 51 år
Jørgen er tidligere jord- og betonarbejder. Han har haft et stort alkoholforbrug gennem mange år, og han fortæller, at han ofte er syg. Eftersom han ikke har en sygeforsikring, må han selv betale for lægebesøg og hospitalsophold. 

Nu bor Jørgen med sin kone i Nhong Khai i Thailand, hvor han med sin danske førtidspension, som han erhvervede før reformen, kan forsørge sin familie og betale for to huse.

Gitte, 58 år
Gitte er 58 år og lider bl.a. af psoriasis-gigt, som hun fik konstateret i år 2000. Gitte har ingen egentlig uddannelse, men har tidligere arbejdet i fiskeindustrien i Esbjerg, på restaurant og på Englandsbådene. 

Gitte fik sin førtidspension i 2009 og har boet i Tyrkiet i knap syv år, hvor det lune klima betyder, at smerterne er minimeret. Hun har et barn hjemme i Danmark, som hun savner.

Gitte fik konstateret psoriasis-gigt i år 2000, og hun blev tildelt sin pension i 2009. I dag nyder hun livet på førtidspension ved Middelhavet.

Billede {0} af {1}