Dokumentar: ’Da Guf gik i skoven’

I et år har fotograf Majbrit Oddershede Bach fulgt Ingolf Gad Østerby (kaldet 'Guf') i håbet om at finde en forklaring på, hvorfor han for 38 år siden flyttede ud i skoven. (Fotos: Lasse Uttrup / TV MIDTVEST / TV 2)

I et år har fotograf Majbrit Oddershede Bach fulgt Ingolf Gad Østerby (kaldet 'Guf') i håbet om at finde en forklaring på, hvorfor han for 38 år siden flyttede ud i skoven. (Fotos: Lasse Uttrup / TV MIDTVEST / TV 2)

07. december 2018;
Af: Ulrich Schwartz, TV 2 Kommunikation

TV 2 viser den utrolige historie om eneboeren Guf, der i 38 år har boet i en bus i en midtjysk skov – uden hverken indlagt vand eller strøm.

Langt ude i en midtjysk skov bor en 83-årig mand i en bus. Han hedder Ingolf Gad Østerby, men er aldrig blevet kaldt andet end 'Guf'. De seneste 38 år har bussen været hans hjem, og i dén er der hverken indlagt vand eller elektricitet.

Men Guf klarer sig, og han kunne aldrig drømme om at forlade skoven til fordel for et varmt bad eller strøm i stikkontakten. Han nyder at bo primitivt og langt væk fra alle os andre.

Fra 'Da Guf gik i skoven', som er produceret af TV MIDTVEST til TV 2.

Et simpelt og stille liv
I programmet ’Da Guf gik i skoven’, som er produceret af TV MIDT-VEST for TV 2 og sendes mandag 10. december klokken 21.10, spørger TV 2, hvorfor valgte Guf at forlade samfundet og i stedet leve et simpelt og stille liv i skoven.

I et år har fotograf Majbrit Oddershede Bach fulgt eneboeren i håbet om at finde en forklaring. I skoven møder hun et helt unikt liv. Her spiser Guf grævling til aftensmad, og han tager sit månedlige bad i den nærliggende mose. Desuden kæmper han hver dag for at samle træ nok til sin brændeovn, så han kan overleve en lang og kold vinter.

De seneste 38 år har bussen i baggrunden været hjem for Ingolf Gad Østerby, og i dén er der hverken indlagt vand eller elektricitet.

Gufs dyrebareste eje
I løbet af de mange besøg begynder Guf også at fortælle om sin fortid, og han finder sit dyrebareste eje frem. Et fotoalbum, der gemmer på minder fra et liv fyldt med svigt og modstand.

Og det er netop i fortiden, vi finder svaret på, hvorfor Guf gik i skoven for 38 år siden, og hvorfor han agter at blive dér, til den dag han dør.

-----------

Læs også på tv2.dk:
83-årig har boet alene i jysk mose i 38 år - moren, præsten og kvinderne tvang ham derud

Se trailer for 'Da Guf gik i skoven' herunder.

Billede {0} af {1}