”Dicte” kommer tilbage på TV 2 i efteråret 2014

04. oktober 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Anden sæson af TV 2s seersucces ”Dicte” med Iben Hjejle i hovedrollen bliver en realitet – optagelserne begynder allerede til december.

Iben Hjejle som journalist Dicte Svendsen i TV 2s krimiserie ”Dicte”. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

TV 2 har i samarbejde med Miso Film besluttet at igangsætte produktionen af en ny sæson af TV 2s populære krimiserie ”Dicte”. Med et gennemsnitligt seertal på over 1,2 millioner i foråret 2013 er ”Dicte” en af de største seersucceser på TV 2 i de senere år.

- Dansk fiktion er noget af det, der samler danskerne, og danske tv-serier er af samme grund et stort indsatsområde for TV 2. ”Dicte” er en moderne relations- og karakterdrevet krimiserie, og kombinationen af krimiplots og forholdet mellem seriens hovedpersoner er noget, som seerne og TV 2 vil have mere af på skærmen. Vi glæder os allerede til en ny sæson med vedkommende og medrivende fortællinger om både kriminalsager og livet omkring de 40 i det danske samfund, siger TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard.

Dansk og international finansiering og opbakning
”Dicte” udspiller sig i Aarhus, og seriens omdrejningspunkt er journalisten Dicte Svendsen og hendes familie, venner, kolleger og kilder i politiet. Dicte arbejder på en avisredaktion i Aarhus, og via sin dækning af avisens kriminalstof har hun en naturlig tilgang til seriens kriminalsager.

- Vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes at få en ny sæson af ”Dicte”-serien på plads - specielt set i lyset af at det kun er et halvt år siden, at den første sæson blev vist på TV 2. ”Dicte”-seriens succes i Sverige og Norge og internationalt har naturligvis været medvirkende til, at det har været muligt at tilvejebringe den fornødne finansiering til den nye sæson, siger producent Peter Bose, Miso Film.

Optagelserne til de 10 nye afsnit af ”Dicte” vil igen finde sted i Aarhus. Det vil blive et glædeligt gensyn med Iben Hjejle i hovedrollen som journalisten Dicte Svendsen, og hun vil igen få følgeskab af en række af landets bedste skuespillere, blandt andre Lars Brygmann, Lærke Winther, Dar Salim, Peter Schrøder, Lars Ranthe, Ditte Ylva Olsen og Emilie Kruse.

- Det er stor og dejlig nyhed for hele Aarhus og byens filmmiljø. Jeg er glad for, at det er lykkedes at få en aftale på plads, så både seere i Danmark og Europa kan se frem til nye spændende afsnit af ”Dicte”, der bringer Aarhus ud i verden, siger formanden for Den Vestdanske Filmpulje, kulturrådmand Marc Perera Christensen.

Anden sæson af ”Dicte”-serien er skrevet af Dorte W. Høgh og Ida Maria Rydén, der ligeledes var hovedforfattere på den første sæson. De første fire afsnit instrueres af Kasper Barfoed.

Sæson 2 af ”Dicte” er udviklet med støtte fra Public Service Puljen. ”Dicte” produceres af Miso Film i samarbejde med TV 2|DANMARK, og er støttet af TV4 Sverige, TV 2 Norge, SF Film, Den Vestdanske Filmpulje, Filmby Aarhus og Lumière i Benelux. Seriens budget andrager 67,5 mio. kr.

De nye afsnit af ”Dicte”-serien ventes at få premiere på TV 2 i efteråret 2014.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}