Det vilde sommervejr – tid til handling eller en statistisk tilfældighed?

Peter Tanev har blandt andet besøgt Sydgrønland i forbindelse med optagelserne til den dokumentar, som TV 2 sender torsdag 30. august. (Foto: TV 2)

Peter Tanev har blandt andet besøgt Sydgrønland i forbindelse med optagelserne til den dokumentar, som TV 2 sender torsdag 30. august. (Foto: TV 2)

28. august 2018;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Onsdag, torsdag og fredag undersøger TV 2, om klimaforandringer er baggrunden for den ekstreme sommer, der ramte store dele af verden, og som vi alle har talt om i de seneste måneder. Det sker i en ny dokumentar og i nyhedsdækning på TV 2, NEWS og digitalt.

Efter en ekstrem sommer med varme, tørke og skovbrande i Danmark, Norden, Europa og andre dele af verden er snakken mellem danskerne taget til: Hvad sker der med vejret? Er det klimaforandringer, der var årsagen til det vilde vejr i sommerens løb? Eller er det en statistisk tilfældighed, at vi og det meste af Europa havde varme- og solrekorder i maj, juni og juli?

Med en ny, dansk dokumentar samt nyhedsdækning på TV 2, NEWS og tv2.dk og indslag i ’Go’ morgen Danmark’ sætter TV 2 onsdag, torsdag og fredag ’det vilde vejr’ til debat.

- Vi har haft en fælles oplevelse af noget ganske usædvanligt vejr i de seneste tre-fire måneder, og det har fået debatten til at vokse. Den diskussion går vi ind i, og vi har blandt andet fået Megafon til at spørge danskerne, om sommervejret og klimaspørgsmål får dem til at ændre adfærd og handling. Og ja, den sommer, vi aldrig glemmer, har givet stof til eftertanke og vil måske også føre til ændret adfærd i de danske hjem, siger chefredaktør Hans Peter Blicher, TV 2 Nyhederne.

Blandt de nye programmer og indslag i de kommende dage er dokumentaren ’Tanev og den ekstreme sommer’, hvor Peter Tanev har besøgt områder i Danmark, Norge, Grønland og Spanien, der har været hårdt ramt af sommerens vejr.

- En ny og superaktuel dokumentar, der er produceret på kun to uger og indeholder egne optagelser fra fire lande og inddrager eksperter, er virkelig godt gået og viser igen TV 2s fremragende evne til at arbejde på tværs, siger Hans Peter Blicher.

Peter Tanev (nederst til højre på billedet): - Ved den sydgrønlandske indlandsis er det overordentligt tydeligt, at det globale klima er under forandring, og at vi mennesker – uanset hvor små vi er i forhold til den kæmpestore indlandsis – med årene har fået ændret på klimasystemet. Det er ganske skræmmende at stå og betragte. (Videograb fra 'Tanev og den ekstreme sommer')

”Noget, der kommer” eller ”noget, vi står midt i”
Vejrvært og klimatolog Peter Tanev, som under optagelserne af den nye TV 2-dokumentar har talt med indbyggere i flere lande, oplever, at folk taler nu anderledes om ændringerne i vejr og klima.

- Tidligere talte mange af os om klimaforandringer som ”noget, der kommer”, og som ”kan berøre vores børns liv”. Nu er fornemmelsen snarere, at klimaforandringerne er i gang og er ”noget, vi står midt i”. I begyndelsen blev sommeren omtalt som ”fantastisk”, men eftertænksomheden har senere ramt os, siger Peter Tanev og fortsætter:

- En anden markant ændring ses hos forskere. Tidligere var der ofte forbehold om tilfældige udsving i klimaforhold, men i dag er retorikken mere direkte. Der er ikke længere så mange forbehold – hvis overhovedet nogen – over for, at vi står med menneskeskabte klimaforandringer.

Et af de steder, Peter Tanev besøgte, var Narsaq i Sydgrønland, hvor man kan sejle ind i en fjord og se indlandsisen. Situationen for indlandsisen i Sydgrønland er dog ændret markant i de seneste 30 år – og med stor hast i de seneste fem år.

- I Spanien og Danmark kan det være svært at pege direkte på klimaændringer fra det ene år til det andet. Ved den sydgrønlandske indlandsis er det overordentligt tydeligt, at det globale klima er under forandring, og at vi mennesker – uanset hvor små vi er i forhold til den kæmpestore indlandsis – med årene har fået ændret på klimasystemet. Det er ganske skræmmende at stå og betragte, siger Peter Tanev.

Dokumentaren ’Tanev og den ekstreme sommer’, der er produceret af TV 2 Dokumentar, sendes torsdag 30. august klokken 21.10.

Billede {0} af {1}