Danske fjerbold-ekvilibrister til EM i Frankrig

Danmark stiller med 20 deltagere til EM i badminton. En af dem er stortalentet Anna Thea Madsen, der skal forsvare sin sølvmedalje fra seneste EM. Hun kan sammen med de andre danskere ses i aktion direkte fra Frankrig på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. (Foto: Henning Bagger / Scanpix / TV 2)

Danmark stiller med 20 deltagere til EM i badminton. En af dem er stortalentet Anna Thea Madsen, der skal forsvare sin sølvmedalje fra seneste EM. Hun kan sammen med de andre danskere ses i aktion direkte fra Frankrig på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. (Foto: Henning Bagger / Scanpix / TV 2)

27. april 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Der er medaljehåb, når Danmarks bedste badmintonspillere deltager i EM i Frankrig. TV 2 SPORT sender direkte fra mesterskaberne.

Danmark har nogle af verdens bedste badmintonspillere, og der er gode chancer for at se dem nå langt til EM i individuel badminton i Frankrig. Ved EM i 2014 vandt Jan Ø. Jørgensen guld og Viktor Axelsen bronze, og så blev det sølv til talentet Anna Thea Madsen, der sammen med de to nævnte herrer også er med i år. Modsat dem er hun ikke seedet i turneringen, og det bliver spændende at følge hende i år.

- Jeg har jo en sølvmedalje fra sidste EM, som jeg selvfølgelig rigtig gerne vil forsvare - det er der ingen tvivl om! Jeg er tilfreds med min lodtrækning, hvor jeg er gået uden om de bedste seedede spillere. Jeg har haft et godt træningsforløb op til og spillede godt i Finland fornylig - så jeg håber, jeg kan tage det gode spil med mig til EM, fortæller Anna Thea Madsen.

Se trailer her.

Håber på guld
En af de spillere, der har mere international rutine og er inde i en god periode, er Viktor Axelsen. Han håber, at det hele flasker sig i år, så han kan gå hele vejen til tops:

- Jeg synes, at jeg er i fin spilleform, og jeg glæder mig til at komme i gang i Frankrig. Jeg håber meget, at jeg kan få mit spil til at køre og vil kunne stå klar til en finale om søndagen. Det kræver, at jeg finder et godt niveau, men hvis jeg spiller mit bedste, tror jeg også på, at jeg kan vinde guld, siger Viktor Axelsen.

Masser af danske spillere
TV 2 SPORTs Dennis Bostrup kommenterer kampene sammen med ekspert Jim Laugesen. Kristoffer Møldrup er reporter, og han vil bl.a. indhente reaktioner fra spillerne - og der er mange danske.

Danmark stiller nemlig talstærkt op ved dette EM og deltager med i alt 20 spillere. Ud over Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen deltager også Emil Holst og Hans-Kristian Vittinghus i herresingle.

I damesingle deltager Anna Thea Madsen, Line Kjærsfeldt og Nathalie Koch, og i herredouble er det Mathias Boe/Mathias Christiansen, Kim Astrup/Anders Skaarup og Mads Kolding/Mads Conrad-Petersen, der skal på banen.

Maiken Fruergaard/Sara Thygesen og Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl deltager i damedouble, og i mix double deltager Joachim Fischer Nielsen/Christinna Pedersen, Niclas Nøhr/Sara Thygesen og Lena Grebak/Mathias Christiansen.

EM i Frankrig foregår i Parc de Beaupuy ved La Roche sur Yon Cedex i Frankrig 26. april - 1. maj og kan følges direkte på TV 2 SPORT og TV 2s streamingtjeneste TV 2 PLAY fra 29. april kl. 17.35, hvor der sendes første gang.

Billede {0} af {1}