Dansk tv-premiere: "Klassefesten"

09. oktober 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Festlig dansk komedie med Nicolaj Kopernikus, Anders W. Berthelsen og Troels Lyby på TV 2 søndag 13. oktober kl. 21.00.

Anders W. Berthelsen som Andreas, Nicolaj Kopernikus som Niels og Troels Lyby som Thomas i den danske komedie "Klassefesten" fra 2011. (Foto: TV 2)

I forbindelse med en genforeningsfest med deres gamle gymnasieklasse tager tre venner på en weekendtur til København. Det kan kun gå galt. Og det gør det!

Det er afsættet for den heftige danske komedie "Klassefesten" fra 2011, der har dansk tv-premiere søndag aften på TV 2. I hovedrollerne ses den mandlige trio Nicolaj Kopernikus, Anders W. Berthelsen og Troels Lyby, og de får modspil på spindesiden fra blandt andre Therese Glahn, Camilla Søeberg, Mira Wanting og Lene Nystrøm.

I BT fik filmen fem stjerner og anmelderen Steffen Jungersen skrev: "...en hylende morsom film om de øjeblikke, hvor en midaldrende mand finder ud af, at han er netop - midaldrende."

De tre kammerater i begyndelsen af 40'erne Niels (Nicolaj Kopernikus), Andreas (Anders W. Berthelsen) og Thomas (Troels Lyby) skal til genforeningsfest med deres gamle gymnasieklasse. Niels, der lever det konforme liv i forstæderne, gruer for den store festtale, han skal skrive – for der er ærligt talt ikke meget fest over det, han ser i spejlet.

Giver bollerne en rundbarbering
Men når de nu skal af sted, foreslår rockmusikeren og spradebassen Thomas, at de får en rigtig festlig weekend ud af det - ligesom i gamle dage. Med kvalitetstid sammen, bytur og forhåbentlig en masse lækre unge kvinder.

Men først er der lige et par ting, der skal ordnes: Thomas overtaler sine kammerater til at give bollerne en rundbarbering, for "det er det, kvinderne vil have nu". Og kammeraterne får til gengæld overtalt Thomas til at få lavet en test på fertilitetsklinikken. Han er nemlig bange for, at der er noget helt galt med hans sæd.

Forfulgt af stalker
Da trekløveret endelig når i byen, bliver aftenen ikke som forventet. Niels har fået uafvaskeligt blæk i hovedet, Andreas løber ind ekskonens nye mand Carsten (Søren Bregendal) og giver sin opsparede galde frit løb. Endelig bliver Thomas forfulgt af stalkeren Simone (Mira Vanting), der har en nærmest overnaturlig evne til at vide, hvor han er.

Det er derfor et trekløver, der er alvorligt ramt af tømmermænd, som dagen efter slæber deres ramponerede egoer og legemer til den famøse jubilæumsfest. Her viser det sig, at festen ikke bliver så slem, som de frygtede - den bliver meget værre.

Ikke mindst da Niels beslutter at dulme nerverne med ecstacy! Efterhånden som weekenden går på hæld, går det op for dem, at de ikke længere er 18 år og er nødt til at opføre sig rimeligt voksent og ansvarligt - sådan da!

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}