Dansk tv-premiere på "Avatar"

20. december 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Oplev James Camerons fantastiske eventyrfilm på TV 2 tirsdag 25. december.

Jake Sullys avatar sammen med Zoe Seldana som Neytiri i James Camerons eventyrfilm "Avatar" fra 2009.

”Imponerende. Medrivende. Forbløffende. Betagende. Overvældende. Mindre ord kan ikke gøre det…” Sådan skrev Ebbe Iversen, da han anmeldte eventyrfilmen "Avatar" i Berlingske og gav filmen fem stjerner.

1. juledag har den helt ekstraordinære film fra 2009 dansk tv-premiere på TV 2. Filmen, der følger en soldat på mission på den eksotiske måne Pandora, er skrevet og instrueret af den Oscar-vindende instruktør James Cameron (Terminator, Titanic). Over 1,1 millioner danskere så filmen i de danske biografer.

Den tidligere soldat Jake Sully (Sam Worthington) sidder i kørestol, men trods de lamme ben er han stadig en kriger af hjertet. Så derfor siger han ja tak til at rejse lysår gennem universet, da han får et tilbud om at arbejde på en fjern menneskeskabt militærpost på den forunderlige og meget fremmedartede måne Pandora. Her bliver der udvundet et sjældent og yderst kostbart mineral, der er helt afgørende for at kunne redde Jordens energikrise.

Sam Worthington som Jake Sully, Michelle Rodriguez som Trudy Chacon, Sigourney Weaver som dr. Grace Augustine og Joel David Moore som Norm Spellman i "Avatar".

Mission - undgå angreb!
Fordi atmosfæren på Pandora er giftig for mennesker, har man udviklet en slags genmanipulerede kroppe kaldet "avatarer", der kan overleve atmosfæren på Pandora - og interagere med den indfødte befolkning, kaldet Navi'er.

Jakes mission går ud på styre en avatar og via den skaffe informationer om Navi'erne, så mineselskabet kan undgå at blive angrebet af dem. Konfrontationerne med navi'erne er nemlig blevet et ressourcekrævende og dyrt problem for mineselskabet.

Tvivler på sin mission
For Jake er det fantastisk at styre en avatar, for i denne krop kan han gå igen. Kort efter han er startet på sin mission i Pandoras skove, bliver han reddet af den smukke kvindelige Na’vi Neytiri. De lærer hinanden at kende, og Jake kommer i kontakt med hendes stamme.

I tiden herefter tilbringer Jake mere og mere tid sammen med Neytiri og navi'erne, og efterhånden begynder han at få sympati for Pandoras oprindelige befolkning - og tvivle på etikken i sin egen mission.

Da han får indsigt i mineselskabets planer for Pandora, sætter han sig for at forsøge at redde den fremmede verden, han er begyndt at føle som sit eget hjem.

Jake Sullys avatar sammen med Zoe Seldana som Neytiri i eventyrfilmen "Avatar".

James Cameron og hans gigantfilm
"Avatar" er instrueret af den canadiske filminstruktør James Cameron, der er berømt for sine stort anlagte filmprojekter, hvoraf de mest kendte også er nogle af de mest indtjenende i filmhistorien.

Han havde allerede succeser som "Terminator 2", "Aliens" og "Dybet" bag sig, da han i 1997 slog sit navn fast i filmhistorien med en af de, i enhver forstand, største film nogensinde, "Titanic", der havde et budget på over 200 millioner dollars - og som blev den mest indtjenende film nogensinde - indtil "Avatar" vippede den af pinden.

"Titanic" var også nomineret til 14 Oscars og vandt 11, bl.a. for bedste film og bedste instruktion.

Mennesker og indfødte kæmper om den dyrebare klode Pandora i eventyrfilmen "Avatar".

Avatar
Efter "Titanic" gik der 12 år, før James Cameron vendte tilbage til verdens biograflærreder med endnu en film - men da han gjorde det, skete det med manér!

Den stort anlagte og visionære eventyrfilm "Avatar" tog biograferne med storm i 2009 og overtog pladsen fra "Titanic" som den mest profitable film nogensinde. I Danmark alene solgte den over 1,1 millioner billetter.

Ud over at være en spændende film med en gribende historie, var den også fuldstændigt banebrydende indenfor computereffekter. Med disse effekter lykkedes det Cameron at skabe en spektakulær ny verden, der overgik enhver fantasi - og det var en verden, som publikum dyrkede og gerne ville tilbringe tid i.

Gode skuespillere
Det er helt klart Camerons store arbejde med at skabe den eksotiske verden Pandora, der gør "Avatar" til en oplevelse ud over det sædvanlige, men der medvirker også en række dygtige skuespillere i filmen.

Blandt de gode skuespillere er Sam Worthington (Terminator: Salvation, Clash of the Titans, Med livet som indsats), Sigourney Weaver (Alien, Copycat, The Icestorm), Zoe Saldana (Star Trek, Vantage Point, Columbiana), Michelle Rodriguez (SWAT, Lost, Machete) og Giovanni Ribisi (Venner, 60 sekunder, Ted).

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}