'Danish Dynamite' blev årets komikere ved 'Zulu Comedy Galla'

Magnus Millang og Martin Høgsted fra ’Danish Dynamite’ fik flest stemmer ved TV 2 ZULUs åbne afstemning.

'Danish Dynamite' (Magnus Millang og Martin Høgsted) modtager prisen "Årets komiker". (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

’Zulu Comedy Galla’ indtog torsdag aften Operaen i København. Rasmus Bjerg var vært, da årets mest attraktive comedy-priser blev delt ud.

’Danish Dynamite’-makkerparret Magnus Millang og Martin Høgsted blev kaldt på scenen under store klapsalver for at modtage prisen ”Årets komiker” ved ’Zulu Comedy Galla’. Millang og Høgsted er komikerduoen bag karakterer som ejendomsmægleren Jeppe K., Kongerne af Næstved, den transseksuelle Tone og gymnasielæreren Alex.

Vært ved 'Zulu Comedy Galla 2014' var Rasmus Bjerg.

Afstemningen blev i år afgjort med et rekordhøjt antal stemmer – flere end dobbelt så mange som sidste år. De øvrige nominerede var Tobias Dybvad, Jonatan Spang, Frank Hvam og Simon Talbot.

Talentpris
Den unge komiker Martin Nørgaard modtog "Garmins Talentpris", som gives til et ungt talent af en jury, der består af medlemmer fra den etablerede comedy-branche.

Det store kollegiale rygklap og de 100.000 kroner gik til Martin Nørgaard, fordi han "besidder en helt usædvanlig ro og autoritet på scenen trods sin unge alder. Han er ”likable” og har personlighed og evnen til at skrive knivskarpe og velformulerede jokes”.

De andre nominerede til prisen var Daniel Lill, Kasper Gross og Morten Wichmann.

Håndklædedans under 'Zulu Comedy Galla 2014' med (fra venstre) Nikolaj Stokholm, Uffe Holm og Jens Werner.

Jens Werner og Uffe Holm i øm håndklædedans
Det comedy-spækkede show bød på sjove optrædener af blandt andre Linda P, Nikolaj Lie Kaas, Magnus Millang og sidste års talentprisvinder, Anders Grau. ’Vild med dans’-dommer Jens Werner viste også en helt ny og afklædt side af sig selv, da han sammen med Uffe Holm fremførte en yndefuld håndklædedans – akkompagneret af en knap så yndefuld Nikolaj Stokholm.

Se trailer for 'Zulu Comedy Galla 2014' her.

’Zulu Comedy Galla’ er en del af ’Zulu Comedy Festival 2014’, der med knap 200 arrangementer i København og Aarhus viser bredden inden for dansk comedy. Under hele festivalen vil TV 2 ZULU desuden vise en række onemanshows med populære danske komikere på tv-skærmen.

Læs hele programmet for ’Zulu Comedy Festival 2014’ på zulu.dk.

---------------

'Zulu Comedy Galla 2014' sendes på TV 2 ZULU søndag 24. august kl. 20.50 og genudsendes på kanalen mandag 25. august kl. 22.05.

'Zulu Comedy Galla 2014' sendes også på TV 2 fredag 5. september kl. 21.00.