Chris Anker er klar til mere cykling på TV 2 SPORT

Ud over kyndig kommentering af cykelløb skal Chris Anker Sørensen hos TV 2 SPORT også lave podcasts, skrive klummer og foretage interviews med særlige ryttere. (Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix / TV 2)

Den professionelle cykelkarriere er slut for Chris Anker Sørensen, som nu knyttes endnu tættere til TV 2s cykeldækning.

Efter flere kommentatoropgaver på store TV 2-cykelløb i 2017 og 2018 har Chris Anker Sørensen og TV 2 SPORT valgt at styrke samarbejdet mellem parterne.

Dermed kan TV 2-seerne foreløbig frem til udgangen af 2019 lytte til Chris Anker Sørensens vidende og lune kommentering af store cykelløb. Herudover vil Chris Anker Sørensen lave podcasts, skrive klummer og foretage interviews med særlige ryttere.

- Jeg var oprigtig talt spændt, da jeg hyrede Chris Anker Sørensen sidste år, men han gjorde det særdeles godt i de mindre løb op til Tour de France, og han gjorde det fremragende under Tour de France 2017. Endnu bedre, end jeg havde håbet. Så kom ”den svære 2’er”, og Chris Anker viste sig endnu bedre i år i vores programmer både før, under og efter Tour-etaperne, siger chefredaktør John Jäger, TV 2 SPORT, og fortsætter:

- Derfor har jeg besluttet, at vi hyrer Chris Anker Sørensen fast, så han bliver en endnu større del af vores cykelredaktion. Han skal være ekspert på tv-transmissioner, i ’Sportsnyhederne’, på tv2.dk, i podcasts og på de sociale medier, og så vil vi lære ham alt muligt andet, så vi kan få endnu mere gavn af ham. Vi havde Chris Anker Sørensen med i Spanien i den sidste uge af Vueltaen, og her bragte han vores seere og brugere ”endnu tættere på”. Og så er han i øvrigt bare en fornøjelse at arbejde sammen med.

Chris Anker Sørensen bliver nu en endnu større del af TV 2s cykelredaktion. (Foto: Ebbe Rosendahl / TV 2)

Har deltaget i 12 grand tours
Chris Anker Sørensen slutter med udgangen af september 2018 på det danske cykelhold Riwal - CeramicSpeed Cycling Team. Tidligere i sin mangeårige karriere har ’Oksen fra Hammel’ – blandt meget andet – i alt 12 gange stillet til start i et af de tre grand tour-løb, Tour de France, Giro d’Italia og La Vuelta a España.

I 2010 vandt Chris Anker Sørensen en etape i Giro d’Italia, i 2011 blev han samlet nummer 12 i Vueltaen, og året efter blev han nummer 14 i Tour de France – hans bedste placering i verdens største cykelløb. Nu glæder han sig over sin nye ansættelse hos TV 2.

- Jeg kommer med en sportsbaggrund, og dét at få lov at dække og formidle min cykelpassion for TV 2s seere og brugere er en stor ære. Jeg nyder de udfordringer, tv-arbejdet giver, og jeg synes, jeg har meget på hjerte og mange spændende historier at fortælle, så jeg ser frem til dette arbejde i forhåbentlig mange år, siger Chris Anker Sørensen.

I disse dage deltager Chris Anker Sørensen i TV 2 SPORTs dækning af VM i cykling i Østrig, som slutter søndag 30. september med herrernes VM-landevejsløb.