Café opkaldt efter Ulla Terkelsen

13. juli 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2s korrespondent har sagt ja til, at café i Aalborg opkaldes efter hende.

Ulla Terkelsen. (Foto: Mads Nielsen / TV 2)

TV 2|NYHEDERNEs kor-respondent Ulla Terkel-sen får nu en café op-kaldt efter sig i Aalborg med navnet "Ulla Terkel-sen, London". Det skriver nyhederne.tv2.dk.

I den nordjyske hovedstad findes i forvejen caféen "Ib René, Cairo" opkaldt efter DR's Mellemøsten-korrespondent gennem mange år, hvis navn retteligt blev stavet Ib Rehné. Café-navnet staves ikke med "h", da ejeren af cafeen i sin tid ikke fik spurgt Ib Rehné, hvorvidt hun måtte kalde cafeen ved hans navn.

Caféejer Helen Jensen har gennem flere år pønset på at åbne endnu en "korrespondentcafé", og Ulla Terkelsen var med på idéen.

- Jeg blev kontaktet af en pige, jeg ikke kender, der spurgte, om hun måtte opkalde en café efter mig, og så sagde jeg naturligvis "ja", siger Ulla Terkelsen til nyhederne.tv2.dk.

Én by skiller sig ud
I sit arbejde rejser hun verden rundt for TV 2|NYHEDERNE og TV 2 NEWS og beretter om seneste nyt fra Kabul, Paris, Madrid, Rom, New York, eller hvor end hendes tilstedeværelse er påkrævet. Men hun var ikke i tvivl om, hvilken by der skulle knyttes til hendes navn.

- Det skulle være London, fordi jeg har tilbragt en stor del af mit liv i denne by. Ud over Århus, hvor jeg boede de første 19 år af mit liv, er London den by i verden, jeg har været fastboende længst tid i, så det ville være det mest naturlige, siger Ulla Terkelsen.

- Jeg har ikke aktuelle planer om at kigge ind, for jeg kommer meget sjældent forbi Aalborg. Det er lidt udenfor, hvor jeg normalt rejser, siger Ulla Terkelsen , der ej heller har været på "Ib René, Cairo", men kendte Ib Rehné selv, da de begge arbejde på Danmarks Radio i sin tid.

Klassiske engelske forfriskninger
Skulle det ske, at nyhedsstrømmen alligevel fører TV 2-korrespondenten til Aalborg, vil hun kigge ind og gerne til en forfriskning.

- Jeg drikker meget sort te, altså gammeldags engelsk te. Så hvis jeg kommer der en dag, vil jeg gerne have en kop sort te, og hvis det er efter klokken otte, kan jeg godt overtales til en gin & tonic, når det nu er London, vi taler om, siger Ulla Terkelsen og ønsker Helen Jensen held og lykke med sin nye café:

- Jeg støtter det frie erhverv og synes, det er en dejlig idé, og jeg håber, det bliver en succes.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}