Britiske dokumentarer i den sene aftenflade

10. juli 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 byder på en række dokumentarer mandag-torsdag klokken 22.35 i de to uger frem til OL.

Nora fra firmaet Lovehoney tjekker varerne - her en lolitadukke.


Om sommeren - hvor danskernes tv-sening foregår lidt senere end resten af året - er der jævnligt gode seertal til programmer, der begynder ved 22.30-tiden.

Og i de kommende to uger - frem til OL - giver TV 2 på dette sendetidspunkt plads til en række britiske dokumentarer, hvoraf de fleste aldrig tidligere har været vist på dansk tv.

"Sex med posten"
Mandag 16. juli handler det om briternes brug af frækt legetøj i programmet "Sex med posten". For netbutikken Lovehoney, der er Storbritanniens mest populære inden for sexlegetøj og frækt undertøj, går det nemlig strygende. Og det kræver kun et par tryk på tasterne, så er der seksuel tilfredsstillelse på vej i posten til britiske kvinder og mænd.

Lovehoney blev grundlagt i 2002 af Neal Slateford og Richard Longhurst. Siden er salget hvert år steget, og i dag omsætter butikken for næsten 150 millioner kroner.

Lovehoney sender mere end 11.000 pakker ud om ugen - med alt fra dildoer til sexet undertøj. Her er Hella i gang med at måle.


Hos Lovehoney regner man med, at omkring halvdelen af den voksne, britiske befolkning ejer et stykke sexlegetøj, og det samlede marked anslås at have en værdi på over to milliarder danske kroner. Og nu hvor sexlegetøjet også findes på hylderne hos store butikskæder som Boots, Tesco og Superdrug, vil markedet bare vokse og vokse.

I programmet kan seerne bl.a. møde medarbejderne i Lovehoneys hovedkvarter i byen Bath, der hver uge sender mere end 11.000 pakker af sted - fra voksenlegetøj og sexet undertøj til erotisk litteratur og spil.

"Køb mig – tæt på escortmænd"
Tirsdag 17. juli sender TV 2 dokumentaren "Køb mig - tæt på escortmænd" om mandlige prostituerede. At blive betalt for dyre middage og sex med rige kvinder vil formentlig lyde tiltrækkende på en del mænd. Men ofte lever escortmænd en broget tilværelse, hvor de må give ydelser, de ikke bryder sig om, eller de bliver snydt af bureauer, der lænser dem for "start-gebyrer".

Komikeren Jeff Leach forsøger sig som mandlig escort og oplever såvel sin egen pirring som præstationsangst med virkelige kunder. Og han møder de kvinder, der i årevis har købt mænd til sex, og som har vidt forskellige grunde til at give op imod 3000 kroner i timen for et knald. 

Colin fra England er 36 år og vejer ikke mindre end 305 kg. Og sådan en overvægt er naturligvis livsfarlig.

"De dødelige kilo"
Onsdag 18. juli hedder dokumentaren "De døde-lige kilo" og handler om Colin fra Storbritannien, der er så overvægtig, at lægerne kun har givet ham ét år at leve i - med mindre han gør noget drastisk for at tabe sig.

I en alder af 36 år vejer Colin ikke mindre end 305 kg, og hvis han skal gøre sig forhåbninger om at blive 37, skal han smide over 191 kg. I dag har han konstant smerter, han kan ikke få luft om natten, og han skal have nogen til at hjælpe sig med at få tøj på hver eneste dag.

Faktisk har han følt sig så trist, at han har overvejet at begå selvmord - men måske er der håb. Dokumentaren følger Colins kamp for at komme af med overvægten og tilbage til livet - en kamp, der bl.a. involverer flere operative indgreb, der skal formindske hans mave.

Den britiske dokumentar "Småbørn på fastfood" følger tre familier, hvor det allerede er gået galt med madvanerne hos børnene. Og familierne kæmper hårdt for at komme tilbage til en sund og ernæringsrigtig livsstil.


"Småbørn på fastfood"
Torsdag 19. juli sætter TV 2 fokus på børn, der udelukkende vil have fastfood som burger, chips, kebab, pomfritter og sodavand. Og disse børn bliver der flere af - og de bliver yngre og yngre.

Udviklingen går så stærkt, at vi inden længe risikerer at stå med en generation af fastfood-babyer, fordi forældrene ikke magter, evner eller gider servere sund kost ved middagsbordet.

Den britiske dokumentar følger tre familier, hvor det allerede er gået galt, og de kæmper hårdt for at komme tilbage til en sund og ernæringsrigtig livsstil. Men det er ikke let, selv om familierne får hjælp fra en række eksperter, der kender de bedste kneb og de seneste tips og tricks, når det handler om at vænne småbørn fra fastfood.

Dørmændene i den walisiske by Newport skal holde styr på nattelivets fulderikker og slagsbrødre.


"Dørmænd – nattens engle"
Mandag 23. juli sender TV 2 dokumentaren "Dørmænd - nattens engle", hvor seerne møder tre af dørmændene i den walisiske by Newport, som skal holde styr på nattelivets fulderikker og slagsbrødre.

27-årige Joe Gower er født og opvokset i området, og han er eminent til at spotte, hvem der kan lukkes ind, og hvem der absolut ikke kan. Om dagen arbejder han som pantelåner efter at have mistet sit job som forsikringsagent under finanskrisen.

Jamie Yarnold på 21 har fundet sin rette hylde som dørmand. Som dreng blev han mobbet, men vagtjobbet har givet ham en kæreste og masser af venner.

Geraint Clarke er firmaets charmetrold og universitetsstuderende med forkærlighed for forfatteren Oscar Wilde. Geraints helt specielle frisure har gjort ham kendt i Newports gader, og han elsker sit job - ikke mindst opmærksomheden fra kvinderne.

Det første af tre programmer om sexforskning på godt og ondt handler om videnskabens forsøg på at forstå den kvindelige seksualitet og orgasme.


"Sexforskerne"
I dagene 24., 25. og 26. juli sender TV 2 de tre britiske dokumentarer "Sexforskerne" om sexforskning på godt og ondt.

Det første program handler om videnskabens forsøg på at forstå den kvindelige seksualitet og orgasme. Historien om kvindens seksualitet går fra de victorianske lægers dildo-opfindelse, som skulle kurere "hysteriske" kvinder, til de legendariske forsøg fra sexforskerne Masters og Johnson 1960'erne.

Eksperterne er kommet et langt stykke, men diskussionen om kvinders seksualitet fortsætter. Findes G-punktet? Og hvorfor oplever så få kvinder en orgasme, når de har sex med mænd? De seneste resultater inden for sexforskning afslører, at den bedste måde at forbedre kvinders sexlyst på er intens træning.

Seriens andet program, der sendes 25. juli, spørger, om videnskaben kan hjælpe os til et bedre sexliv.

De første forsøg på at kurere impotens var latterlige: I 1920'erne prøvede den ansete fransk-russiske kirurg Serge Voronoff at give ældre mænd nyt liv i de ædlere dele ved at transplantere strimler af abetestikler ind i deres testikler.

I vore dage har videnskaben lidt mere succes, når det kommer an på at regulere og forbedre vores sexliv. Med opfindelsen af Viagra kom en medicinsk revolution af de helt store, men pillens popularitet har måske uønskede effekter. I dette afsnit afslører nye undersøgelser, at ikke-lægeordineret brug af Viagra faktisk kan give mænd impotensproblemer, som de ikke havde, før de tog pillerne.

Duft-test af t-shirts udføres på universitetet i Wien i Østrig i forbindelse med undersøgelser af, hvordan vi mennesker opfører os seksuelt.


Er jeg normal?
Det tredje og sidste afsnit af "Sexforskerne" handler om, hvorvidt der findes normalitet på sex-området - for sexforskere har brugt mange timer på at studere, filme og måle vores seksuelle aktiviteter for at finde ud af, hvad der er normalt.

I sin søgen efter svar udførte den legendariske sexolog Alfred Kinsey den ultimative sexundersøgelse. Han afdækkede amerikanernes sexvaner og lagde grunden til den seksuelle revolution i '60erne.

Sexforskernes arbejde har utvivlsomt øget tolerancen, og i dag er fokus flyttet fra "hvorfor er nogen normale og andre ikke" til en accept af, at vi alle er forskellige. Men hvorfor er vi så det?

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}