Bedste år for ”Operation X” nogensinde

24. november 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Med et gennemsnit på 790.000 seere har TV 2s undersøgende dokumentarprogram ”Operation X” aldrig haft så mange seere som i 2010.

"Operation X"-værten, Morten Spiegelhauer, er ifølge TV 2s dokumentarchef, Lasse Bjerre, en del af forklaringen på programmets succes.


Mandagens ”Operation X: De syge svin” var det sidste ”Operation X”-program i et år, som er det hidtil bedste år for TV 2s undersøgende dokumentarprogram.

I gennemsnit har 790.000 seere set med, hver gang ”Operation X” er rullet over skærmen i 2010. I løbet af året har ”Operation X” også sat ny rekord, når det gælder seertal til et enkeltprogram. Det skete, da TV 2 27. september i år sendte ”Operation X: De sorte roser” om ulovlig blomsterhandel på Københavns Grønttorv. Denne udsendelse blev set af ikke mindre end 949.000 danskere – det højeste nogensinde til et ”Operation X”-program.  

De otte udsendelser i 2010 har samtidig fået en meget høj seervurdering på gennemsnitligt 4,2 på en skala fra 1 til 5. Det er en tangering af vurderingen i 2006.

Den forrygende sæson for ”Operation X” vækker naturligvis begejstring hos TV 2s dokumentarredaktør, Lasse Bjerre.

- Det er bemærkelsesværdigt at se, at ”Operation X” klarer sig så godt i en tid, hvor konkurrencen bliver stærkere og stærkere. Udviklingen i de seneste år bekræfter kun, at seerne gerne vil have seriøse og undersøgende dokumentarprogrammer, når de er fortalt på en ordentlig og veloplagt måde, siger Lasse Bjerre og fortsætter:

- Jeg tror, at forklaringen på fremgangen skal findes i, at Morten Spiegelhauer fortsat er en helt uovertruffen vært, at dramaturgien og fortælleformen stadig er meget, meget stærk i ”Operation X” og ikke mindst, at redaktionen foretager nogle meget modige og konsekvente valg af historier, som står mål med de virkemidler, der bliver brugt i programmerne – altså historier med stor samfundsrelevans og væsentlighed.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}