Autentisk drama om dagen, hvor Danmark blev besat

I det danske krigsdrama '9. april' fra 2015 følger vi de soldater, der forsøger at forsvare Danmark mod de invaderende tyske tropper i 1940. (Foto: Kenneth Nguyen / TV 2)

I det danske krigsdrama '9. april' fra 2015 følger vi de soldater, der forsøger at forsvare Danmark mod de invaderende tyske tropper i 1940. (Foto: Kenneth Nguyen / TV 2)

03. april 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Søndag 9. april – på 77-årsdagen for Danmarks besættelse – har TV 2 dansk tv-premiere på krigsdramaet ’9. april’.

Hvordan gik det egentlig til, da den tyske hær invaderede Danmark i 1940? Og hvad gjorde de danske soldater, der skulle forsvare fædrelandet mod den overlegne fjende? Det fortælles i det realistiske og spændende krigsdrama '9. april', der får dansk tv-premiere på TV 2 søndag 9. april – på 77-årsdagen for Danmarks besættelse.

Filmen er instrueret af Roni Ezra, og blandt de medvirkende er skuespillere som Pilou Asbæk, Lars Mikkelsen og Gustav Dyekjær Giese.

238.000 mennesker så filmen i de danske biografer, og den fik gode anmeldelser. I Jyllands-Posten fik den fem stjerner af anmelderen Johannes H. Christensen, der skrev: '..en sympatisk, afdæmpet og autentisk virkende skildring af kampene i Sønderjylland... I front yder Pilou Asbæk en af karrierens bedste præstationer'. 

En umulig kamp
Vi følger de danske soldater fra 8. april, hvor situationen er spændt. I flere dage har krigsrygterne svirret samtidig med, at der har været troppebevægelser syd for den dansk-tyske grænse. De danske soldater har fået besked på ikke at foretage sig noget, da man er bange for at provokere tyskerne. 

På den sønderjyske kaserne er alt i højeste beredskab. Soldaterne har fået udleveret skarp ammunition, nødrationer og identifikationsmærker. Mens officererne sidder oppe og våger, er mandskabet sendt ind for at hvile sig i deres senge. Officererne ved, at de står over for en nærmest umulig kamp mod Nazitysklands krigsvante, overlegne og motoriserede hær, men for at holde kampmodet oppe har de skånet de menige soldater fra realiteterne.

De første, der skal i kamp mod fjendens hær
Klokken 04.15 natten til 9. april 1940 overskrider den tyske værnemagt grænsen til Danmark. Nu er Danmark i krig, og for at bremse overmagten bliver en dansk fortrop bestående af cykel- og motorcykeldelinger sendt i felten.

Den unge sekondløjtnant Sand (Pilou Asbæk) og hans deling bliver de første, som denne skæbnesvangre morgen skal i kamp mod fjendens hær. Deres ordre går ud på, at de skal holde fjenden stangen, til forstærkninger kan nå frem fra de øvrige kaserner. Nu kæmper de danske soldater en indædt kamp for fædrelandet.  

Billede {0} af {1}