”Armadillo” på engelsk

26. juni 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 viser BBC-serien ”Soldater i krig”, der følger britiske soldater i deres barske dagligdag i Afghanistan.

Løjtnant Bjørn Rose stod i spidsen for den gruppe, som 19-årige Chris Gray var en del af. (Fotos: BBC / TV 2)

TV 2 viser i næste uge BBC-dokumentarserien ”Soldater i krig”, som – i lighed med den danske dokumentarfilm ”Armadillo” – går tæt på den barske dagligdag for soldater i Afghanistan.

Ved hjælp af kameraer monteret på hjelmen eller små, håndholdte kameraer filmer soldaterne deres blodige hverdag, hvor de konstant sætter livet på spil.

I 2007 tog en gruppe unge, engelske soldater til Helmand-provinsen. For de flestes vedkommende var det første gang, de skulle i krig.

Det første program, der sendes mandag 2. juli, følger sagen om den kun 19-årige Chris Gray, der blev dræbt i ildkamp mod en gruppe talebanere kun få dage efter sin ankomst i Afghanistan. Gruppens sergent optog den tragiske hændelse, der med ét ændrede livet for resten af de unge soldater i gruppen.

Roy Stray stod kun få meter fra Jamie Janes, da han trådte på den dræbende landmine.


Livsfarlige landminer
I afsnit 2, der sendes tirsdag 3. juli, følger ”Soldater i krig” en deling unge soldater fra Grenadier Guards i Helmand-provinsen i 2009.

Ud over at kæmpe med de talebanske styrker måtte de også slås med en usynlig fjende: Livsfarlige landminer, eller såkaldte IEDs, der er en daglig trussel for både oppositionsstyrkerne og de lokale afghanere.

Kaptajn Alex Rawlins var manden bag kameraet, da en af hans mænd, den 23-årige Jamie Janes, trådte på en landmine og døde, mens han var på patrulje. En tragisk hændelse, der samtidig medførte, at den britiske befolkning for alvor fik øjnene op for de dræbende landminer.

Krigen i Afghanistan kommer helt tæt på i den engelske dokumentarserie "Soldater i krig", hvor soldaternes barske dagligdag skildres, som de selv oplever den.


Farlig tilværelse som afghansk politienhed
I tredje afsnit onsdag 4. juli kommer en deling fra Scots Guards på en særlig svær opgave i 2010. Delingen skulle uddanne og træne en lokal, afghansk politienhed til at bekæmpe de talebanske styrker.

En opgave, der skulle vise sig at være livsfarlig for både de lokale indbyggere og de afghanske politifolk, da en tre-årig pige blev hårdt såret i et granatangreb. Og senere da seks medlemmer af den afghanske enhed blev brutalt myrdet, mens de lå og sov.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}