Anja Andersen er et ægte legebarn

01. november 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

”Slotsstjerner” er enige: Det meget private menneske Anja Andersen er helt unik.

Anja Andersen styrer dagen på slottet i tirsdagens afsnit af "Stjernerne på slottet".


Når andet afsnit af TV 2-programserien "Stjernerne på slottet" bliver sendt tirsdag aften klokken 20.00 på TV 2, er det håndboldikonet Anja Andersen, der er i fokus.

Det er bestemt ikke noget, hun bryder sig om, men for de fire andre "stjerner", der er med på slottet, er der ingen tvivl – Anja Andersen er en helt unik person, som fortjener at være i centrum. Og så er hun et ægte legebarn.

- Den største gave er bare at være i nærheden og i selskab med hende. Hun er sådan en, man gerne vil have, sine børn skal lære noget af, siger musikproducer Remee.

Remee og de andre "Stjernerne på slottet" er enige om, at Anja Andersen er helt unik.

Anja Andersen fortæller i programmet meget åbent om, hvordan hun har følt sig misforstået i sin karriere som håndboldspiller. Hun fortæller også, hvordan hun har gjort op med de mennesker, som hun har følt sig misforstået af, og hvordan hun har fået det bedre med sig selv ved at gøre det.

Seerne kan også høre om Anjas hjertesygdom, og hvad den betød for hendes håndholdkarriere. Og så får seerne indblik i, hvad der også gør sig gældende i Anjas liv – at bevare glæde og legen i alt, hvad man gør, og Anjas dag på slottet bliver en dag i legens tegn. 

- Det er superfedt at få lov til at lege med Anja Andersen. Hun virker som et helt sindssygt sympatisk menneske. Hun er sådan en, man har lyst til at holde juleaften med, siger "Vild med dans"-værten Christiane Schaumburg-Müller.

Du kan se meget mere om Anja Andersen og de andre stjerner i "Stjernerne på slottet" tirsdag 2. november klokken 20.00 på TV 2.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}