Animeret påske på TV 2 FILM

09. april 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Påskeferien byder på masser af hyggelige timer med TV 2 FILM, der viser populære animationsfilm hele ugen.

Kamelæonen Rango i Gore Verbinskis amerikanske animationsfilm "Rango" fra 2011. (Foto: TV 2)

I skolernes påskeferie sørger TV 2 FILM for et dagligt samlingspunkt for hele familien, når der fra mandag 14. april til og med mandag 21. april sendes en populær animationsfilm hver aften kl. 20.45.

Mandag 14. april: ”Myremobberen”
Mandag lægger FILM ud med ”Myremobberen” og den 10-årige Lucas Nickle, der bliver drillet af de andre børn, og som lader sine frustrationer gå ud over myrerne i sin baghave.

Det vil myrerne ikke finde sig i, og derfor forvandler den lokale troldmandsmyre Nickle til myrestørrelse. Han bliver ført for tuens domstol, hvor han bliver dømt til et liv blandt insekterne.  

I animationsfilmen "Ice Age 3 - dinusaurerne kommer" fra 2009 opdager dovendyret Sid, at der under isen findes en verden, der er fyldt med dinosaurer. (Foto: TV 2)

Tirsdag 15. april: ”Ice Age”
Tirsdag aften er de lodne venner fra istiden klar på eventyr i ”Ice Age”, hvor et menneskebarn er blevet væk fra sin far. Dovendyret Sid, mammutten Manfred, tigeren Diego og egernet Scrat slår pjalterne sammen og trodser naturens rasende elementer for at bringe dem sammen igen.

Onsdag 16. april: ”Ice Age: Dinosaurerne kommer”
Allerede onsdag aften er vennerne fra den iskolde "Ice Age"-verden tilbage. Mammutten Manfred passer rigtig godt på kæresten Ellie, som er gravid. Hans bedste ven, sabeltigeren Diego, fnyser ved tanken om Manfreds nye hjemmeliv.

Imens kæmper egernet Scrat fortsat med et genstridigt agern, og dovendyret Sid finder tre dinosauræg, som han hugger for at stifte sin egen familie. Før han ved af det, har han rodet sig ud i lidt af et eventyr.

Skærtorsdag 17. april: ”Alpha og Omega”
Torsdag bliver de to umage ulve Kate og Humphrey udsat for lidt af en prøvelse i animationsfilmen ”Alpha og Omega”, da de bliver tvangsflyttet til en naturpark og må begive sig ud på en farefuld færd hjem.    

Der er underholdning for hele familien i den tyske animationsfilm "Savanne-banden" fra 2010. (Foto: SF Film / TV 2)

Langfredag 18. april: ”Rango”
Fredag kan seerne glæde sig til den amerikanske animationsfilm ”Rango” fra 2011, hvor kamelæonen Rango, der aldrig har været uden for terrariets trygge glasvægge, falder ud af en bil midt i Mojaveørkenen og opdager en anderledes verden.

Rango har svært ved at falde i et med baggrunden, og der går ikke længe, før han må flygte til en søvnig westernby i nærheden. Her får han efter kort tid hæftet en sherifstjerne på brystet, men blandt skydegale Gila-øgler og tvetungede klapperslanger overlever søde krybdyr ikke længe.

Påskelørdag 19. april: ”Savanne-banden”
Lørdag aften står den på ”Savanne-banden” fra 2010 med surikaten Billy og løven Sokrates, der lever et sorgløst liv i Afrikas Okavango-delta.

Mens de venter på, at der atter kommer livgivende vand i floden, spiller hyperaktive Billy trommer, og Sokrates, der er vegetar, passer sine blomster. Men i år kommer vandet slet ikke, og Billy og Sokrates beslutter sig for at drage ud og finde ud af, hvor vandet er blevet af.  

Elefanten Horton i den amerikanske animationsfilm "Horton og støvfolket Hvem" fra 2008. (Foto: TV 2)

Påskedag søndag 20. april: ”Horton og støvfolket Hvem”
Søndag er der animationsfilm med Jim Carrey i ”Horton og støvfolket Hvem”, der følger Elefanten Horton, som elsker skæg og ballade. En dag hører han et råb om hjælp, der kommer fra et støvfnug i luften, og han finder hurtigt ud af, at støvfnugget indeholder Hvembyen - en by beboet af meget, meget små mennesker, der befinder sig midt i et stort problem.

Det er nu op til Horton at kaste sig frygtløst ud i junglens mange farer for at hjælpe sine nye venner.

2. påskedag mandag 21. april: ”Robotter”
Mandag 21. april slutter TV 2 FILM påsken af med animationsfilmen ”Robotter”, der foregår i den mekaniske verden udelukkende befolket af robotter. Rodney, der er en ung og idealistisk opfinder-robot, vil gerne gøre verden til et bedre sted at være. Hans mission bliver dog hurtigt forpurret af Ratchet, der er chef for et stort, stygt multinationalt selskab.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}