Anders Krab-Johansen forlader TV 2

06. december 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Krab er udpeget som afløser for Leif Beck Fallesen på Børsen.

Anders Krab-Johansen forlader TV 2 for at blive topchef for dagbladet Børsen.

Redaktionschef på TV 2 NEWS Anders Krab-Johansen forla-der TV 2 for at blive chefre-daktør og adm. direktør på dagbladet Børsen.

Han tiltræder i sit nye job 1. januar, hvor han afløser Børsens mangeårige chef Leif Beck Fallesen.

- Det er en kompetent, vidende og empatisk chef, medarbejderne på Børsen får. Anders har tidligere været på Børsen, men forlod bladet for at blive politisk redaktør på
TV 2|NYHEDERNE. Siden tog han til Politiken for at vende tilbage til TV 2 for et år siden, siger TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby.

Han ønsker Anders Krab-Johansen held og lykke med opgaven og ser frem til at videreføre det strålende samarbejde mellem TV 2| FINANS og Børsen.

Politisk redaktør på både Børsen og TV 2
Anders Krab-Johansen er 43 år, og han har efterhånden arbejdet som journalist og chef ved tv, radio, aviser og nyhedsbureau. Herunder i alt otte år for Børsen, som journalist, EU-korrespondent i Bruxelles og politisk redaktør.

- Jeg kender Børsen og ser frem til at arbejde med de dygtige folk i huset. Opgaven bliver at sikre Børsens position, som et uundværligt kvalitetsmedie for erhvervsfolk. Det kræver en skarp profil, journalistik af høj klasse og udvikling af de trådløse platforme, siger Anders Krab-Johansen.

Anders Krab-Johansen er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet i 1995 og journalist fra Columbia University i New York, 1994.

Leif Beck Fallesen vil prøve kræfter med andre opgaver
Børsens nuværende topchef, Leif Beck Fallesen, har selv ønsket at trække sig som ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for bladhuset:

- Jeg har været utrolig glad for Børsen, som har alle muligheder for at blive den første danske avis, der lykkes med en digital forretningsmodel. Jeg har ingen planer om at gå på pension, men skal jeg nå at arbejde med andre opgaver, så er det tiden at forlade Børsen. Et generationsskifte er altid sundt for en virksomhed, og jeg er meget tryg ved at overlade dagbladet Børsen til Anders Krab-Johansen, siger Leif Beck Fallesen.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}