Analyse: Nyhedsbrevsmediet er et enormt mediemed relativt høj involveringsgrad

14. januar 2009;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2|Analyse har sammen med Gallup analyseret nyhedsbrevs-mediet, som anvendes af flere og flere virksomheder til bl.a. at fastholde og opbygge relationer og drive trafik til hjemmesiden

Dagens nyhedsbrev fra TV 2 VIP/Gossip.

Af senior analysekonsulent Allan Nilausen, TV 2|Analyse

Flere og flere virksomheder har fået øjnene op for, at nyhedsbre-ve er et særdeles kosteffektivt medie til at fastholde brugerne og opbygge relationer, drive trafik til hjemmesiden, tilbyde kunderne flere produkter fra virksomheden eller tjene penge på annoncer i nyhedsbrevene.

TV 2|Analyse har i samarbejde med Gallup lavet en analyse, som giver et indblik i, hvor stort mediet efterhånden er blevet, og hvordan det bliver anvendt.*

Resultatet af undersøgelsen viser, at nyhedsbrevet er et enormt medie med relativt høj involveringsgrad. Resultaterne viser blandt andet:

• 72 procent af respondenterne modtager nyhedsbreve (af disse har 80 procent modtaget et nyhedsbrev inden for den seneste uge)
• 49 procent af modtagerne har læst/skimmet minimum ét nyhedsbrev inden for det senest døgn
• 27 procent af modtagerne har besøgt afsenders hjemmeside

Næsten tre ud af fire adspurgte modtager altså nyhedsbreve, og langt hovedparten af disse har for nylig modtaget et nyhedsbrev. Vi kan altså konkludere, at der er en bred accept af medieformen.

At der er 27 procent, der har besøgt hjemmesiden efter modtagelse af det seneste nyhedsbrev, viser, at der er stort potentiale for at trække trafik til sitet. Man skal huske på, at der er tale om helt generelle tal, og alt efter branche, modtagergruppe, design af nyhedsbrevet mv. kan dette tal være væsentligt højere.

Skil dig ud fra mængden - og vær varsom med udgivelsesfrekvensen
En anden konklusion af analysen er, at jo flere nyhedsbreve den enkelte person modtager, desto lavere bliver læseandelen. Det er altså vigtigt, at skille sig ud fra mængden for at blive læst og være varsom med frekvensen af udsendelserne.

Den typiske modtager af nyhedsbreve er mellem 30-59 år, har en erhvervsuddannelse eller højere uddannelse og en personlig indkomst på mere end 400.000 DKK. Der er en lille overvægt af modtagere i Midtjylland, men ellers spænder målgruppen geografisk bredt.

Som annoncør er der på TV 2 mulighed for at komme i kontakt med denne attraktive målgruppe, da TV 2 dagligt udsender nyhedsbreve til langt over 200.000 modtagere inden for blandt andet nyheder, finans, sport, spil, gossip, vejr og selvfølgelig det generelle TV 2-nyhedsbrev ”Dagens overblik”.

FDIM (Foreningen af Danske Interaktive Medier) arbejder på at indføre officielle brugertal på nyhedsbreve, så der kan skabes en større gennemsigtighed for dette medie, der er i vækst og bliver anvendt af en enorm brugerskare.

-----

* Der er gennemført 2.062 interviews gennem TNS Gallups Acces panel i målgruppen personer over 20 år med internetadgang. Respondenterne er blandt andet blevet spurgt om, hvor ofte de modtager nyhedsbreve, hvor mange de modtager, hvor mange de læser/skimmer, og om der er tale om nyhedsbreve af privat eller arbejdsmæssig karakter.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}