'Amys vilje' - ny stærk TV 2-dokumentar

Amy rejser tilbage til Etiopien i håb om at blive genforenet med sin familie. Turen går ikke helt, som hun havde håbet på. (Fotos: Sonntag Pictures / TV 2)

Amy rejser tilbage til Etiopien i håb om at blive genforenet med sin familie. Turen går ikke helt, som hun havde håbet på. (Fotos: Sonntag Pictures / TV 2)

22. januar 2019;
Af: Lene Pind, TV 2 Kommunikation

TV 2 Dokumentar har i en årrække fulgt Amy, der blev bortadopteret til Danmark og føler sig svigtet af både danske og etiopiske myndigheder. Dokumentaren ’Amys vilje’ sendes på TV 2 og TV 2 PLAY torsdag 24. januar.

Amy blev bortadopteret fra Etiopien til Danmark som tiårig sammen med sin lillesøster. Hun er aldrig faldet til her i landet og føler, at både de danske og de etiopiske myndigheder har svigtet hende.

Den nye TV 2-dokumentar 'Amys vilje' skildrer de personlige konsekvenser af systematisk svigt i det internationale adoptionssystem set gennem en ung piges personlige kamp for retfærdighed og jagt på sin tabte identitet. Se dokumentaren torsdag 24. januar klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.

I programmet følger TV 2 Dokumentar Amys kamp mod de danske og etiopiske myndigheder, fra hun er 13, til hun er 18 år. I den periode kæmper hun for sin ret til selv at bestemme, hvor hun skal bo.

Hun bliver ramt af dybfølt sorg efter tabet af sin biologiske familie, sit modersmål og kulturen i Etiopien, og meget hurtigt kommer hun på kant med adoptivforældrene og flytter ind hos en plejefamilie. Amy føler sig svigtet af systemet i Danmark, og det efterlader dybe ar i hendes sjæl. Men er vores samfund overhovedet gearet til at håndtere, når en adoption går galt? Og hvilke rettigheder har adopterede børn egentlig?

Amy er født i Etiopien, men som tiårig blev hun bortadopteret til Danmark. Hun er aldrig faldet til her i landet og føler, at myndighederne har svigtet hende.

Fjernet med tvang
Mange danskere kender Amy i forvejen. Pigen, der kom i alle medier, efter at hun blev tvangsfjernet fra sin plejefamilie under voldsomme omstændigheder. Det var voldsomme scener, mange tv-seere var vidne til, da Amy skrigende blev tvunget ud af armene på sin plejefamilie og slæbt ind i en bil af pædagoger fra Næstved Kommune.

- ’Amys vilje’ er en meget stærk og nær skildring af, hvad det betyder for et barn, når en adoption går galt, og barnet bliver fanget imellem to kulturer. Dokumentaren viser med al tydelighed de menneskelige omkostninger og peger på nogle meget relevante og væsentlige problemstillinger, siger redaktør på TV 2, Lasse Bjerre.

Tager sagen i egen hånd
Da Amy bliver lidt ældre, vil hun have sin adoption tilbagetrukket og ophævet. Over fem år følger vi Amy og hendes rejse mod at opnå sit inderste ønske: At genskabe det familiebånd, der blev brudt fra den ene dag til den anden, da hun blot var ti år. Vi er blandt andet helt tæt på, da Amy beslutter at gå imod de danske myndigheder og flygter til Etiopien for at blive genforenet med sin familie i Addis Abeba.

'Amys vilje' undersøger og udfolder betydningen af såvel menneskelige som kulturelle relationer og bånd, og hvordan disse påvirker og former os som individer. Dokumentaren følger Amy, når hun henvender sig til de danske myndigheder for at få hjælp, og på hendes rejse til Etiopien, hvor hun i håbet om at genfinde sig selv og sin familie også her møder udfordringer, hun ikke helt havde forudset.

Se trailer for 'Amys vilje' herunder.

Billede {0} af {1}