Amerikansk pris til "En familie"

28. juni 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Pernille Fischer Christensens "En familie" vandt hovedprisen ved en af USA's vigtige festivaler, Los Angeles Film Festival.

Fra "En familie", der har Jesper Christensen i hovedrollen. (Foto: Rolf Konow).


Pernille Fischer Christensens film "En familie", som TV 2 har støttet, har vundet hovedprisen ved en af USA's vigtige festivaler, Los Angeles Film Festival.

Det er langt fra første gang, der lægges mærke til den danske film, selv om den først ventes at få dansk biografpremiere 28. oktober. I februar var "En familie" udtaget til hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Berlin, hvor filmen vandt den internationale filmkritikersammenslutning FIPRESCI's pris.

For to uger siden modtog filmen også to priser på den portugisiske filmfestival Festroia i byen Setúbal.

Jesper Christensen som patriark
Det er fortællingen om bagerslægten Rheinwald, der ligger til grund for "En familie". Jesper Christensen spiller filmens karismatiske patriark Rikard Rheinwald, bager og kongelig hofleverandør, der bliver alvorligt syg.

Hans yndlingsdatter Ditte (Lene Maria Christensen), der egentlig var på vej til drømmejobbet i New York med kæresten Peter (Pilou Asbæk), bliver stillet over for et svært valg: Skal hun forfølge sine egne drømme eller opfylde sin fars ønske om at overtage det stolte familieforetagende?

Kim Fupz Aakeson og Pernille Fischer Christensen har skrevet manuskript, og Sisse Graum Jørgensen og Vinca Wiedemann har produceret for Zentropa. Filmen ventes at få dansk premiere 28. oktober.

En betydningsfuld festival
Med sin placering i filmbyen over dem alle er Los Angeles Film Festival en af de særligt betydningsfulde festivaler i USA.

Det er både en publikumsorienteret festival og en begivenhed, der giver amerikanske filmfolk mulighed for at følge med i, hvad der rører sig inden for den internationale filmkunst.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}