”AllStars” sluttede med seerrekord

01. december 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

1.251.338 så med, da René Dif og hans bornholmske kor fredag sikrede sig sejren i ”AllStars”. Tallet er det højeste til underholdningsprogrammet og sætter samtidig en tyk streg under et forrygende underholdningsefterår på TV 2.

"AllStars" satte seerrekord, da Dif AllStars i fredags vandt med sit kor fra Bornholm.

Fredag aften blev der sat et forrygende punktum for efterårets fredagsunderholdning på TV 2. Finalen i ”AllStars” bød på seks fantastiske sange af de to kor i finalen, Dif AllStars og Clemens AllStars, og hele 1.231.042 danskere så med i ”AllStars – finalen”, mens 1.251.338 fulgte ”AllStars – afgørelsen”.

For begge programmers vedkommende er seertallet det højeste i sæsonen, og det glæder selvfølgelig TV 2s underholdningschef.

- Vi er selvfølgelig helt vildt glade for de flotte seertal – ikke kun til finalen, men alle fire fredage. ”AllStars” har virkelig fortjent flotte seertal, fordi det er et fantastisk underholdende show, hvor de fire kor, 80 mennesker har knoklet og givet alt, hvad de havde i sig, siger Gitte Madsen.

Seertallene til ”AllStars” er steget stødt og roligt de fire fredage, hvor programmet har underholdt danskerne. 1.077.469 så premieren, og siden da har flere og flere fundet vej ind på TV 2 fredag aften.

- Vi er rigtig glade for vores fredage på TV 2 her i efteråret. Målet for TV 2 har været at skabe rammen for Danmarks største fællesskab, og efteråret 2008 er og har været alle tiders legeplads for forlystelsessyge seere, der sætter pris på primetime-livsglæde i farver. Først havde vi en forrygende sæson af ”Vild med dans”, og nu har vi sat punktum for et nyt underholdningsformat, som også viste sig at falde i seernes smag, siger Gitte Madsen og lover, at ”AllStars” vender tilbage på TV 2.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}