Alle navne på plads til DMA

TV 2 kan nu afsløre listen af stjerner, der optræder ved Danish Music Awards lørdag 8. november. Det imponerende line-up tæller blandt andre D-A-D, Burhan G, Medina, Lars H.U.G. og Christopher.

Anders Breinholt er vært ved DMA i Forum 8. november 2014. (Foto: Kenneth Nguyen / TV 2)

Forberedelserne er i fuld gang til Danish Music Awards 2014, og der er lagt op til en stjernespækket hyldest af dansk musik, når Danmarks ældste og mest prestigefyldte musikpriser uddeles lørdag 8. november klokken 20.00. TV 2 sender hele showet live fra Forum i København.

Danish Music Awards 2014 byder på en række unikke optrædener fra nogle af landets hotteste kunstnere. Det imponerende line-up er en musikfestival værdig: Medina, MØ, Lukas Graham, Christopher, Burhan G, Lars H.U.G., TopGunn, Julias Moon, S!vas, Ukendt Kunstner, Brandon Beal, Hedegaard og D-A-D.

Publikum vil både kunne opleve premierer på helt nye numre og se stjernerne i nye konstellationer.

Se trailer for DMA 2014 på TV 2 her.

Medina glæder sig
Danish Music Awards har også en stor stjerne hos Medina, der glæder sig til at optræde:

- DMA er et fedt show, hvor man som artist får lov til at lave en lille tvist i sin sceneoptræden, eksempelvis i form af mærkelige rekvisitter eller fede sceneskift. Det er et kreativt legerum, og det sådan noget, jeg elsker, siger Medina og fortsætter:

- Der er altid gode optrædener, fed fest og sindssygt mange fans, der bare er glade i låget.

MØ er topnomineret i hele syv kategorier stærkt efterfulgt af S!vas med seks nomineringer samt Rasmus Seebach og Christopher, der hver er nomineret til fem af de eftertragtede priser. Ud over at kåre vinderne ved dette års Danish Music Awards skal DMAs Ærespris også uddeles til en kunstner, som gennem tiden har sat et markant aftryk på den danske musikscene. Til denne pris er der ingen nominerede og kun én vinder.

Vinderen af Årets Publikumspris og Årets Idé findes af fans og seerne, der via dma.tv2.dk stemmer og bestemmer, hvem der skal vinde. De nominerede til publikumsprisen er Burhan G, L.O.C, L.I.G.A., Medina og Christopher. Afstemningen er stadig i fuld gang.

Listen over de nominerede ved Danish Music Awards 2014 kan ses på dma.tv2.dk. Her kan man også læse mere om, hvorfor de er nomineret, og man kan ikke mindst stemme på sin favorit til Årets Publikumspris.

Følg din favorit online
Danish Music Awards 2014 afholdes i samarbejde med TV 2, IFPI og Koda i Forum i København lørdag 8. november. Showet sendes live på TV 2 fra kl. 20.00. Billetter til showet kan købes via billetlugen.dk.

TV 2 inviterer desuden publikum til at kigge med bag kulisserne ved at følge Danish Music Awards på Facebook, Twitter, Instagram og Snapchat (@dma_tv2). For at deltage i snakken om musikken og kunstnerne skal man bruge #dma14 eller læse mere på dma.tv2.dk.