Aktuelle dokumentarer i "Dags Dato"

24. juni 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Redaktionen sætter i tre nye programmer fokus på verdens hurtigste mand, tyreløbene i Pamplone og fedme-epidemien i USA.

Verdens hurtigste mand - Usain Bolt. "Dags Dato" spørger, hvordan en mand, der måler 1,95 m og har en krop som en rygbyspiller, kan løbe så hurtigt? (Foto: Gael Leiblang / TV 2)


”Dags Dato” vender tilbage i begyndelsen af juli med tre helt nye programmer, der sætter aktuelle begivenheder i fokus: Sommer-OL, det berømte og berygtede tyreløb i den spanske by Pamplona og kampen mod fedme-epidemien, som den udkæmpes i USA.

De tre udgaver af ”Dags Dato” sendes mandag 2. juli, tirsdag 3. juli og onsdag 4. juli – alle dage klokken 22.35.

I det første af de tre programmer, ”Dags Dato: Verdens hurtigste mand”, sætter redaktionen på atleten Usain Bolt, som er blevet kaldt ’lynet fra Jamaica’. I en alder af 25 år er Usain Bolt den hurtigste mand på jorden. Han er en ekstraordinær atlet, en legende, og i år vil han prøve at blive den første mand, der vinder OL-guld i 100 meter to gange i streg.

Men hvordan kan en mand, der måler 1,95 m, og som har en krop som en rugbyspiller, løbe så hurtigt? I dokumenmtarprogrammet kan seerne komme helt tæt på Usain Bolt, efter at et filmhold eksklusivt i et år har fulgt hans forberedelser til det, der kaldes det vigtigste løb i hans liv - 100-meteren ved OL i London 2012.

Fra et tidligere tyreløb i Pamplona.


Tyreløberne i Pamplona
Dagen efter sender TV 2 ”Dags Dato: Tyreløberne i Pamplona”. Hver sommer strømmer unge mænd til den gamle spanske by Pamplona for at deltage i det vilde og traditionelle tyreløb, der er en del af festivalen San Fermin.

I århundreder har denne bizarre tradition fyldt byens brostensbelagte gader otte dage i juli med et sandt ragnarok af ophidsede tyre, der skøjter rundt på brostenene, og mænd med røde tørklæder, der spredes som kegler i et bowlingspil. Det er voldsomt, vildt og farligt, og tusindvis af tilskuere følger jagten gennem gaderne, hvor urangsten virkelig leves ud.

I ”Dags Dato”-dokumentaren kan seerne følge tyreløberne helt tæt på i den begivenhed, der hvert år ophidser, forarger og betager tusinder af mennesker.

Fra Heart Attack Grill i Dallas Texas, hvor man kan få verdens mest kalorierige cheeseburger, en "Firedobbelt bypass". Restauranten drives af Jon Baso, der på en utraditionel måde prøver at sende et budskab til amerikanerne om overvægt.


Kan fedme-epidemien stoppes?
Onsdag 4. juli sætter ”Dags Dato” fokus på fedme-epidemien i USA - Guds og fastfoodens eget land, og redaktionen spørger, om fedme-epidemien kan stoppes.

På Heart Attack Grill i Dallas Texas kan man købe verdens mest kalorierige cheeseburger, en "Firedobbelt bypass", der består af fire bøffer, 20 stykker bacon og 10 skiver ost. Den vejer et kilo og indeholder 8000 kalorier - svarende til ni måltider.

Restauranten drives af Jon Baso, der på en højst provokerende og utraditionel måde prøver at sende et budskab. USA er ramt af en fedmeepidemi af de helt store, og hvert år dør 400.000 amerikanere af overvægt. Men det er svært at komme igennem med de gode kost- og motionsråd i et land, hvor hamburgere og bilen er en større del af den amerikanske drøm end grønsager og motion.

I programmet kan seerne møde nogle af de fede børn og voksne og høre, hvordan man prøver at komme overvægten til livs i et sådant land.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}