'Afhængig af fortiden'

Claus Elgaard og Puk Elgård tager os med på en personlig rejse i dokumentaren 'Afhængig af fortiden'. (Fotos: Line Nejrup Forchhammer / TV 2)

Claus Elgaard og Puk Elgård tager os med på en personlig rejse i dokumentaren 'Afhængig af fortiden'. (Fotos: Line Nejrup Forchhammer / TV 2)

04. januar 2019;
Af: Lene Pind, TV 2 Kommunikation

Følg Puk og Claus på en personlig rejse i ny TV 2-dokumentar fra mandag 7. januar.

Puk Elgård og Claus Elgaard er vokset op i et hjem præget af misbrug. Alkohol, piller og gambling var en del af hverdagen, og det har sat sig sine spor. Claus udviklede en afhængighed af spil og blev ludoman - og Puk har i mange år kæmpet med angst.

I dokumentaren 'Afhængig af fortiden' følger vi Puk Elgård og Claus Elgaard på en personlig rejse, hvor de forsøger at finde ud af, hvordan der opstår afhængighed, og om man er særligt disponeret som barn af misbrugsforældre. Dokumentaren har premiere mandag 7. januar på TV 2 og TV 2 PLAY, og anden del sendes den efterfølgende mandag.

Vi kender Puk og Claus fra medierne, men det er de færreste, der er klar over, at det kendte søskendepar har haft en kaotisk opvækst. De har ikke tidligere fortalt så åbent om deres familiesituation, og dokumentaren 'Afhængig af fortiden' bliver en rejse, som giver interessante svar, men som også viser, at de har ar på sjælen.

Claus har lidt af ludomani, men hvad skyldes det egentlig? Måske får vi svar i dokumentaren ’Afhængig af fortiden’, der sendes i to dele.

I dokumentaren får vi et indblik i Puk og Claus' barndom, der var præget af to forældre i total opløsning. Men hvorfor har opvæksten påvirket de to søskende så forskelligt? Det vil søskendeparret gerne finde ud af sammen.

- Det er stærkt, at Puk og Claus har valgt at stå frem og fortælle deres historie på tv. Dokumentaren er blevet en personlig fortælling, hvor vi kommer tæt på søskendeparret, som ærligt fortæller om deres oplevelser fra barndommen. En opvækst, der har sat sine spor, men som har påvirket dem ret forskelligt, siger programmets redaktør, Nikolaj Daugberg.

Hvad siger videnskaben?
Hvorfor var det Claus og ikke Puk, der blev ludoman? Det spørgsmål fører søskendeparret til Elbæk i Jylland, hvortil forældrene flygtede på grund af spillegæld. Her gik familien totalt i opløsning i druk og misbrug. Men Puk og Claus mindes teenageårene meget forskelligt.

Dokumentaren 'Afhængig af fortiden' undersøger, om noget af forklaringen kan findes i videnskaben. Puk og Claus besøger Jakob Linnet, førende forsker i ludomani på Odense Universitetshospital, for at blive testet i forskellige udfordringer, der kræver mange gentagelser. Her begynder der at tegne sig et billede af, at deres hjerner fungerer forskelligt. 

Puk har kæmpet med angst det meste af sit liv. Sammen med Claus vil hun finde forklaringen på sine og broderens udfordringer.

Voldsom reaktion
Puk og Claus rejser også til Bruxelles, hvor de håber, at en hjernescanning kan give afgørende svar på nogle af spørgsmålene. Her får Puk og Claus scannet deres hjerner. Det er en meget grænseoverskridende oplevelse for Claus, der får et mindre angstanfald i scanneren. Undersøgelsen afslører vigtig viden om deres hjerner og om, hvorfor de gennem tiden har reageret så forskelligt.

Se første del af dokumentaren på TV 2 og TV 2 PLAY mandag 7. januar klokken 20.00.

Se trailer for 'Afhængig af fortiden' herunder.

Billede {0} af {1}